Gårdrummet ved afdeling 8 på Stengårdsvej viser, hvordan udeområderne har fået en overhaling. Foto: Boligforeningen Ungdomsbo.
Gårdrummet ved afdeling 8 på Stengårdsvej viser, hvordan udeområderne har fået en overhaling. Foto: Boligforeningen Ungdomsbo.

På Stengårdsvej i Esbjerg bliver 41 almene familieboliger ikke revet ned som tidligere planlagt.

Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har godkendt et tillæg til udviklingsplanen for området, som Boligforeningen Ungdomsbo og Esbjerg Kommune har udarbejdet.

Boligerne var ellers udpeget til nedrivning i den lovpligtige udviklingsplan fra 2019, men kommunen og boligforeningen har siden 2021 forsøgt at finde en model, hvor de eksisterende boliger indgår som en del af bydelen.

– Hverken økonomisk eller miljømæssigt giver det mening at rive gode og nyrenoverede boliger ned, udtaler Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Godkendelsen er den første af sin slags i Danmark, hvor planlagt nedrivning af almene boliger bliver trukket tilbage. For beboerne betyder beslutningen en afklaring, fortæller direktør for Boligforeningen Ungdomsbo, Flemming Agerskov Christensen:

– Beboerne i afdeling 13 har levet med usikkerheden om, hvorvidt deres hjem skulle rives ned. Nu kan de ånde lettet op, udtaler han.

Med beslutningen kan næste fase af udviklingen af Det Internationale Kvarter sættes i gang. I den nordøstlige del af området planlægges et erhvervs- og uddannelsesbyggeri i tilknytning til Esbjerg Gymnasium og UC Syd. Formålet er at styrke forbindelsen mellem de eksisterende uddannelsesmiljøer og skabe nye muligheder for kommunale og uddannelsesmæssige aktiviteter.

Derudover arbejdes der med planer om at opføre omkring 50 private boliger, som skal bidrage til en mere varieret bydel med flere funktioner og mere liv.

Udviklingen sker i samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Boligforeningen Ungdomsbo samt en række fonde og statslige aktører, som fortsætter samarbejdet i den kommende etape af projektet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev