Modulproducent bag endnu en udvidelse af skole i Aarhus

Efter et rekordstort optag af elever har skolen med svingende elevtal måttet udvide for anden gang inden for blot et år.

Aarhus Business College har igen måtte udvide rammerne i Risskov efter et rekordstort optag af elever.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra modulproducenten ABC Pavilloner, som endnu engang har stået for udvidelsen.

Kun et år efter den seneste tilbygning er skolen vokset yderligere med tre træbaserede moduler, som rummer undervisningslokaler og grupperum. Dermed kan skolen nu byde endnu flere elever velkommen, efter at hele 428 unge i år er startet på gymnasiet – en stigning på mere end syv procent i forhold til sidste år.

Ifølge Facility Manager Martin Bøndergaard Sørensen er modulbyggeri en ideel løsning, fordi elevtallet svinger fra år til år. Skolen har de seneste to år oplevet stor vækst.

– Ved den seneste udvidelse med modulbyggeri sidste år var der allerede klargjort til endnu en eventuel udvidelse, og den har vi så allerede fået brug for nu, siger Martin Bøndergaard Sørensen.

Bygningerne er opført i træ og konstrueret efter et princip, hvor op mod 75 procent af modulerne kan genanvendes. De nye lokaler har desuden været hurtige at etablere.

– Den helt store fordel ved modulbyggeri er, at det er meget fleksibelt og hurtigt og nemt kan tilpasses bestemte behov. Derfor har vi også i løbet af kun godt tre måneder kunnet levere udvidelsen til Aarhus Business College, forklarer Dennis H. Vegeberg, afdelingsleder hos ABC Pavilloner.

De nye moduler er lejet for tre år med mulighed for forlængelse. ABC Pavilloner står desuden for service og vedligehold af blandt andet ventilation og varmepumper, der ifølge modulproducenten sikrer et lavt energiforbrug og et godt indeklima.

De midlertidige moduler til Aarhus Business College har tidligere dannet rammen om undervisning og læring. De har nemlig været brugt på en skole i Hvidovre, og efter få tilpasninger og en opfriskning af overflader var modulerne klar til HHX-gymnasiet i Risskov.

Tilmeld Nyhedsbrev