
Motel Lillebælt på Brovejen i Middelfart har fået nye ejere, oplyses det i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, som har formidlet salget af motellet.
Otto Strømman og Carina Marie Bøttger købte i 2020 motellet med ambitionen om at skabe og drive et hyggeligt motel sammen.
Parret investerede et par millioner kroner i en gennemgribende renovering af ejendommen, der rummer 11 værelser, en villa og 16 garager. Planerne blev dog ændret, da Otto Strømman kort efter købet blev ramt af alvorlig sygdom og senere mistede livet efter en cykelulykke.
– Vores drøm var at drive Motel Lillebælt som et hyggeprojekt. Otto har haft erhvervs -og private ejendomme til fremleje – nogle byggede han selv og andre købte han. Seneste projekt i Grønland var byggeri af et hotel sammen med parret, som købte Ottos ejendomsselskab. Så da vi slog os ned i Middelfart, ønskede vi et fællesprojekt og her faldt vi over Motel Lillebælt, fortæller Carina Marie Bøttger.
Hun har ikke ønsket at fortsætte driften alene, og salgsprocessen blev indledt allerede under sygdomsforløbet. Nu er ejendommen blevet solgt, så hun kan lægge kapitlet bag sig og se fremad.
Ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn ønsker køberen foreløbig at være anonym, men et simpelt opslag på tinglysningen afslører, at Helle Bratbjerg Steenholdt Torp fra Vejle for 4,6 millioner kroner har købt motellet gennem selskabet HBT Ejendomme.
Ejendommen ligger tæt på motorvejen, den gamle Lillebæltsbro og Middelfart centrum. Ifølge Troels Møller fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn har den attraktive placering og de nyrenoverede faciliteter gjort ejendommen velegnet til flere forskellige anvendelser. Det ligger samtidigt fast, at moteldriften ikke kommer til at fortsætte.
– Men hvad fremtiden for motellet bringer må vi ikke løfte sløret for. Men det er en flot og helt nyrenoveret ejendom, der med en god beliggenhed og mange værelser egner sig til rigtig mange forskellige formål, udtaler Troels Møller.
Motel Lillebælt blev etableret i 1989 i en tidligere tankstation og bilforretning. Gennem årene har stedet haft tusindvis af overnattende gæster, men nu går ejendommen ind i en ny fase med en ny ejer og et nyt formål.






















