Anlægsarbejdet på Hillerødmotorvejens forlængelse breder sig nu længere mod nord, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet har tidligere tildelt MT Højgaard Danmark hovedentreprisen på at udbygge den nordlige strækning af Hillerødmotorvejen mellem Peder Oxes Allé og Isterødvejen for 277 millioner kroner.
– Der er allerede godt gang i arbejdet på den sydlige strækning, og det er positivt at se den store fremdrift. Nu udvider vi arbejdet, så vi også kommer i gang på den nordlige del af projektet, siger Assad Turkmani, projektleder i Vejdirektoratet.
Den 13,5 kilometer lange motortrafikvej mellem Allerød og Hillerød skal udbygges til en firesporet motorvej med to spor i hver retning. På den nordlige strækning skal der blandt andet anlægges nye motorvejsspor, udvides flere broer og etableres nye til- og frakørselsramper ved Isterødvejen.
Samtidig bliver krydset mellem Herredsvejen og Nordhøjvej bygget om til et signalreguleret kryds. Der skal også opsættes støjskærme langs dele af strækningen.
Arbejdet vil kunne mærkes af trafikanterne. I perioder bliver veje og stier spærret, trafikken omlagt, og der etableres omkørsler. Blandt andet bliver Banestien, passagen ved Enebakken og dele af Frederiksværksgade berørt. På motorvejsstrækningen kan der desuden komme hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen.
Ombygningen af krydset ved Herredsvejen og Nordhøjvej begyndte i august og ventes færdig ved udgangen af 2026.
Den sydlige del af projektet er allerede under anlæg og forventes åbnet for trafik i tredje kvartal 2027. Vejdirektoratet sigter efter, at også den nordlige strækning kan åbne i 2027, mens de sidste arbejder ventes at fortsætte ind i 2028.
Projektet omfatter desuden en udvidelse af Overdrevsvejen til fire spor mellem Hillerødmotorvejens forlængelse og Nyt Hospital Nordsjælland. Samtidig er en ny samkørselsplads på Roskildevej taget i brug.






















