MT Højgaard har udgivet en rapport for første kvartal 2024. Ifølge en pressemeddelelse fra entreprenørvirksomheden skabte de danske aktiviteter skabte fortsat lønsom vækst i et vigende marked.
– Vi fik en god start på året og skabte fortsat fremgang i de danske aktiviteter med fokus på stabil produktion og eksekvering af ordrebogen. Samtidig var der god fremdrift i vores strategiske prioriteter med lidt bedre lønsomhed end ventet, større bidrag fra partnerskaber og andre samarbejder samt et fint momentum i afviklingen af vores internationale aktiviteter, udtaler koncernchef Steffen Baungaard.
De internationale aktiviteter er fortsat under afvikling, og de tynger koncernens samlede resultat efter underskud i Grønland.
Koncernens omsætning steg 6 procent til 2,3 milliarder kroner drevet af udviklingen i MT Højgaard Danmark. Driftsresultatet steg med 69 procent til 94 millioner kroner svarende til et løft i EBIT-marginen fra 2,6 procent til 4,1 procent.
Pengestrømmene fra driften udgjorde til gengæld -45 millioner kroner mod 44 millioner kroner sidste år efter underskud i ophørende aktiviteter, ændringer i driftskapitalen og betaling af selskabsskat.
Koncernen nedbragte den nettorentebærende gæld fra 534 millioner kroner i 1. kvartal 2023 til et nettorentebærende indestående på 207 millioner kroner efter betydelig forbedring i arbejdskapitalen og større likvide beholdninger.
Afkastet af investeret kapital steg med 33,2 procentpoint til 53,6 procent.
Ordreindgangen var 1,3 milliarder kroner mod 4 milliarder kroner sidste år. Det lavere niveau skyldes ifølge MT Højgaard især en meget stor enkeltordre i første kvartal 2023 og udskydelse af projekter til senere i 2024. Desuden har entreprenørvirksomheden vlagt selektiv tilgang i et marked præget af lavere aktivitet og skærpet priskonkurrence.
26 procent af ordreindgangen kom fra strategiske byggepartnerskaber og andre samarbejder.
Ordrebeholdningen var 12,5 milliarder kroner mod 15,2 milliarder kroner sidste år. Hertil kommer vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for 1,4 milliarder kroner, bidrag fra strategiske byggepartnerskaber til en skønnet fremtidig værdi af cirka 5,3 milliarder kroner og joint ventures med en værdi på cirka 950 millioner kroner.
Forventninger til 2024
MT Højgaard Holding fastholder forventningerne om stabil, lønsom vækst med afsæt i en solid ordrebeholdning og pipeline samt en stærk eksponering mod områder i vækst.
Omsætningen ventes fortsat at være i intervallet 10-10,5 milliarder kroner svarende til en marginal vækst fra 2023.
Driftsresultatet (EBIT) ventes uændret at være i intervallet 400-425 millioner kroner, hvilket vil svare til en forbedring på 3-9 procent i forhold til 2023.
Med den kendte fasning af projekter og ordrer ventes omsætning og driftsresultat fortsat at blive højest i andet halvår. Cirka 85 procent af årets forventede entrepriseomsætning var kontraheret ved udgangen af første kvartal.