MT Højgaard Holding har leveret et solidt andet kvartal med høj aktivitet og et stort indtag af nye ordrer.
Omsætningen og driftsresultatet udviklede sig som forventet, og resultatet efter skat blev forbedret, blandt andet som følge af afviklingen af tabsgivende internationale aktiviteter.
Det oplyser koncernen i en selskabsmeddelelse.
Omsætningen endte på 2,68 milliarder kroner mod 2,67 milliarder kroner året før. Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen havde fremgang, mens MT Højgaard Danmark oplevede et mindre fald i aktivitetsniveauet som følge af forskydninger mellem kvartalerne.
Bruttomarginen blev forbedret, primært drevet af MT Højgaard Danmark, men enkelte projekter fortsatte med at lægge pres på Enemærke & Petersens indtjening. Driftsresultatet blev 100 millioner kroner mod 124 millioner kroner året før, påvirket af investeringer i kapacitetsudbygning og underskud i et joint venture.
De fortsættende aktiviteter gav et resultat efter skat på 75 millioner kroner mod 81 millioner kroner året før. Samlet endte kvartalets resultat efter skat på 68 millioner kroner mod 52 millioner kroner sidste år.
Fremgangen skyldtes især, at underskuddet i de ophørende aktiviteter var lavere efter salget og afviklingen af de fleste internationale forretninger.
– Vi fortsatte i andet kvartal indsatsen for at konsolidere de senere års fremgang og stabilisere indtjeningen på løbende opgaver, ligesom vi tog nye skridt til at forenkle og fokusere koncernen, udtaler administrerende direktør for MT Højgaard Holding, Rasmus Untidt.
– Forretningsenhederne vandt betydelige ordrer, og den samlede ordreportefølje giver et godt afsæt for den fremtidige udvikling med mange gode opgaver, hvor vi kan udnytte kernekompetencerne inden for anlæg, nybyggeri og renovering.
De to forretningsenheder vandt i kvartalet nye ordrer for op til 8,1 milliarder kroner, hvilket er et af de højeste niveauer for et enkelt kvartal. Heraf udgjorde endelige og ubetingede ordrer 2,5 milliarder kroner, mens resten først vil blive indregnet i takt med, at de tildeles endeligt.
Ved udgangen af juni havde MT Højgaard Holding endelige ordrer for 11,6 milliarder kroner. Hertil kom vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for op til 5,8 milliarder kroner, fremtidige opgaver i byggepartnerskaber med en skønnet værdi på 4,9 milliarder kroner samt ordrer i joint ventures for 0,7 milliarder kroner.
Samlet giver en ordreportefølje på 23 milliarder kroner en solid modstandsdygtighed mod udsving i markedet.
Ledelsen fastholder forventningerne til 2025. Omsætningen ventes at lande mellem 10 og 10,5 milliarder kroner, og ved udgangen af juni var 94 procent af den forventede entrepriseomsætning allerede dækket af tildelte ordrer.
Driftsresultatet forventes at blive mellem 400 og 450 millioner kroner. Indtjeningen på de løbende opgaver inden for anlæg, nybyggeri, renovering og service ventes at være på niveau med sidste år, mens engangsindtægterne fra især grundsalg bliver væsentligt lavere.
Samlet set forventes et bedre nettoresultat, da underskuddet i de ophørende aktiviteter ventes at blive væsentligt mindre, mens skatteprocenten og de finansielle poster stort set forbliver uændrede.
Nye medlemmer af bestyrelsen
MT Højgaard Holding afholdte i går ekstraordinær generalforsamling, hvor Anders Lindberg og Janda Campos trådte ud af bestyrelsen, mens generalforsamlingen valgte Christian Poulsen og Marie Louise Hansen som nye medlemmer af bestyrelsen.
Bestyrelsen i MT Højgaard Holding består herefter af:
| Generalforsamlingsvalgte | Medarbejdervalgte |
|
|






















