MT Højgaard med faldende omsætning

Trods fald i omsætningen i 2025 fastholder MT Højgaard forventningerne for 2025 efter en stabil indtjening og en stærk ordretilgang.

MT Højgaard Holding kom ud af tredje kvartal med solide resultater og en stabil udvikling i tråd med forventningerne for hele året.

Omsætningen faldt med 7 procent til 2,4 milliarder kroner, hvilket skyldes timingen af større projekter, særligt i MT Højgaard Danmark, hvor flere nye opgaver stadig befinder sig i opstartsfasen.

Det oplyser entreprenørkoncernen i en pressemeddelelse.

Driftsresultatet faldt 13 procent til 110 millioner kroner, men overskudsgraden i Enemærke & Petersen blev forbedret, og marginen i MT Højgaard Danmark betegnes fortsat som robust.

Resultatet efter skat fra de fortsættende aktiviteter endte på 90 millioner kroner, stort set uændret i forhold til sidste år, mens nettoresultatet steg til 71 millioner kroner som følge af lavere finansielle udgifter og mindre tab i de afsluttede internationale aktiviteter.

Annonce

Pengestrømmen fra driften blev forbedret til 36 millioner kroner mod et negativt resultat på 119 millioner året før.

– Vi arbejder planmæssigt videre med at konsolidere de senere års fremgang, stabilisere indtjeningen på løbende opgaver og forenkle koncernen. Indsatsen for at forbedre indtjeningen i Enemærke & Petersen pågår, og der er god fremdrift i de strategiske fokusområder, udtaler administrerende direktør for MT Højgaard Rasmus Untidt.

– Samtidig udbygger vi ordreporteføljen, der indeholder en række flerårige projekter med en længere tidshorisont på størstedelen af produktionen, og begge forretningsenheder fokuserer derfor nu på at styrke ordredækningen for 2026 og 2027.

Den samlede ordreportefølje voksede til 22,5 milliarder kroner mod 19,3 milliarder sidste år. Heraf udgør endelige ordrer 11 milliarder kroner, mens projekter i pipeline og partnerskaber tegner sig for resten.

Koncernen fastholder sine forventninger til 2025 med en omsætning på mellem 10 og 10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400 til 450 millioner kroner. Hele 98 procent af årets forventede omsætning er allerede dækket af tildelte opgaver.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling