Et nyt og bæredygtigt kontorbyggeri skyder snart op på Trælastholmen i Københavns Nordhavn.
Det er MT Højgaard Danmark, der skal opføre bygningen for ejendomsinvestoren Nrep – en del af Urban Partners.
Det oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Kontorhuset bliver på 13.700 kvadratmeter fordelt på seks etager og får en offentlig tilgængelig, grøn byhave.
Byggeriet opføres som en hybridkonstruktion, hvor dele af betonen erstattes med træbaserede moduler for at nedbringe CO2-aftrykket. Ambitionen er at opnå både DGNB Guld-certificering og leve op til den frivillige lavemissionsklasse.
– Trælastholmen er et godt eksempel på, hvordan vi skaber værdi ved at kombinere de udviklende og udførende kompetencer i MT Højgaard Danmark. Vores projektudviklere har gennemført grundkøb, udvikling og salg af projektet, hvilket har muliggjort den aftale, vi nu har indgået, udtaler projektudviklingsdirektør Johnny Sørensen fra MT Højgaard Danmark.
Projektet er udviklet af MT Højgaard Danmark i samarbejde med arkitekterne fra Entasis og ingeniørerne hos Norconsult.
Virksomheden købte byggefeltet tidligere i år af By & Havn og har nu indgået aftale med Nrep om selve opførelsen. Byggeriet begynder i 2026 og ventes færdigt i 2028.
Ordren ændrer ikke MT Højgaard Holdings økonomiske forventninger for 2025, hvor koncernen fastholder et mål om en omsætning på 10-10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400-450 millioner kroner.























