MT Højgaard Danmark har vundet DSB’s store udbud om at bygge et nyt værksted til de kommende førerløse tog.
Byggeriet skal placeres i Vinge ved Frederikssund, og aftalen har en samlet værdi på op til 1,95 milliarder kroner.
Derudover er der mulighed for at tilføje opgaver til en værdi af yderligere 900 millioner kroner.
Kontrakten bliver underskrevet, når fristen for eventuelle klager udløber den 30. juni 2025, oplyser MT Højgaard i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter opførelsen af en værkstedshal på cirka 25.000 kvadratmeter, 14 kilometer spor med kørestrøm, administrationsbygninger og tilhørende anlægsarbejder. DSB har valgt en form for udbud, hvor entreprenør, rådgivere og arkitekter bliver inddraget helt fra begyndelsen.
Det betyder, at første fase af projektet, som løber fra 2025 til 2028, handler om fælles planlægning og projektering. Først herefter begynder den egentlige byggeproces, som forventes at strække sig fra 2028 til 2031.
– Vi er stolte af at skulle være del af endnu et stort dansk infrastrukturprojekt for DSB med tidlig involveringudtaler Søren Sørensen, der er områdechef for nybyggeri og renovering i MT Højgaard Danmark.
– Kontrakten passer perfekt ind i vores strategiske satsning på projekter, hvor entreprenøren er med til at præge projektet helt fra starten. Denne type af sager fylder i stigende grad i vores projektportefølje, og vores medarbejdere har en stærk faglighed inden for disse projekter, hvilket de også har vist på lignende byggesager de seneste fem år.
MT Højgaard Danmark skal stå i spidsen for projektet som totalentreprenør og får følgeskab af en række samarbejdspartnere, herunder rådgiverfirmaet Artelia, arkitekterne Holm & Grut, entreprenørvirksomheden M. J. Eriksson, teknologivirksomheden Siemens, transportkonsulenterne Systra og landskabsarkitekterne Thing Brandt Landskab.
Projektet omfatter en 300.000 kvadratmeter stor grund i Vinge. DSB forventer, at værkstedet vil tilføre cirka 200 arbejdspladser. Som en del af projektet vil DSB etablere en samlet og bedre støjafskærmning for både motorvejen og DSB-projektet, der vil efterlade boligområder i Vinge mindre støjbelastede, end ved en jordvold. Derudover vil DSB etablere cykel- og gangforbindelse over spor og motorvej for at skabe en forbindelse ind til Frederikssund by.
Den store ordre får ikke MT Højgaard Holding til at ændre sine økonomiske forventninger til 2025. Her fastholder koncernen sit mål om en omsætning på mellem 10 og 10,5 milliarder kroner og et driftsoverskud på mellem 400 og 450 millioner kroner.
Baggrund for projektet
DSB er fra statslig side blevet pålagt at øge kapaciteten på S-togsnettet for at gøre det mere attraktivt at benytte kollektiv transport. Dette skal løses ved, at der skal køre flere kortere tog på S-togsnettet.
Dette betyder også, at DSB skal investere i nye førerløse S-tog. DSB skal finde en placering til et nyt værksted. Der er ikke værkstedsplads nok, hvor de eksisterende værksteder er og de eksisterende S-tog skal fortsat have et fungerende værksted, indtil de nye S-tog er på skinnerne. Der vil være et tidsmæssigt overlap.
Den mest optimale placering af værkstedet, set fra DSB´s synspunkt, vil være i Frederikssund Kommune, da det er tæt på en endestation. Der ikke meget ubebygget areal tilbage i hovedstadsområdet, hvor S-togsnettet er placeret, uden planmæssige restriktioner. Det er derfor svært for DSB at finde et tilstrækkeligt stort areal til placering af S-togsværkstedet.
Projektområdet
Projektområdet omfatter en del af erhvervsområdet i den nordlige del af Vinge. Arealet ligger øst for den kommende motorvej indenfor Vingeområdet. For at få sporet fra Frederikssund op til Vinge inddrages ligeledes et areal på den vestlige side af den kommende motorvej.
Kilde: Frederikssund Kommune.























