Den almene boligforening AAB har valgt MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark som hovedentreprenør på en gennemgribende renovering af afdelingen på Stærevej i Københavns Nordvestkvarter.
Det oplyser entreprenørvirksomheden i en selskabsmeddelelse.
Afdelingen omfatter fire høje boligblokke med otte etager og fem blokke i fire etager samt et værksted og et fællesvaskeri. Afdelingen er opført i 1968-1969 og har 376 almene lejligheder.
MT Højgaard oplyser, at opgaven har en samlet kontraktsum på omkring 300 millioner kroner inklusive moms.
– Sammen med byggeri og anlæg, så er renovering et vigtigt fokuspunkt for os, hvor det er vigtigt for os at levere en høj kvalitet på alle projekter, udtaler Carsten Lund, der er administrerende direktør i MT Højgaard Danmark.
Læs også: Efter stort prishop: Almene boliger skal renoveres for 136 millioner
Renoveringen gennemføres med støtte fra Landsbyggefonden, og det kommer til at tage tre år.
– Vores team på Stærevej kommer til at sætte alt ind for at aflevere en flot renovering og holde et meget højt kommunikationsniveau både med beboerne og bygherren, udtaler Carsten Lund.
Renoveringsarbejdet indledes i foråret 2025 og omfatter blandt andet sammenlægning af 50 boliger, etablering af nye altaner, opførelse af et fælleshus og nye legepladser samt tiltag, der skal skabe bedre trafikforbindelse og øge trygheden i området.
– På beboernes vegne er vi glade for, at arbejdet med at fremtidssikre deres boliger og boligområde nu kan komme i gang. Der har været og er et stort beboerengagement i afdelingen, og mange ser frem til, at håndværkerne snart rykker ind, udtaler Peter Basland, administrerende direktør i AAB.
Aftalen påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2024. Forventningerne er uændret en omsætning på 10-10,5 milliarder kroner og et driftsresultat på 400-425 millioner kroner, oplyses det.
Kort om helhedsplanen
- Lejlighedssammenlægninger
- Opgradering af udearealer og nye legepladser
- Nyt fælleshus
- Infrastruktursti mellem Stærevej og Gråspurvevej
- Altaner til sammenlagte boliger og valgfrie råderetsaltaner
- Valgfrie råderetskøkkener
- Ny affaldshåndtering
- Vedligeholdelse af blandt andet faldstammer
- Tryghedsskabende tiltag som aflåsning af altaner
- Nye energibesparende vinduer i højhusene
- Kriminalitetsforebyggende tiltag, herunder ny belysning.
Kilde AAB.