MT Højgaards overskud faldt i 2022

Omsætningen steg med 24 procent, mens overskuddet faldt markant hos MT Højgaard i 2022. Koncernchef er tilfreds med resultatet i et svært marked.

MT Højgaard Holding havde i 2022 en omsætning på 8,7 milliarder kroner, hvilket svarer til en stigning på 24 procent i forhold til året før, hvor koncernen havde en omsætning på 7 milliarder kroner. Til gengæld faldt resultatet fra 118 millioner kroner i 2021 til 12 millioner kroner i 2022.

Resultatet var da også påvirket af goodwillnedskrivninger i Nordatlanten og underskud i ophørende aktiviteter (Scandi Byg og Ajos).

I en pressemeddelelse hæfter koncernchef Henrik Mielke sig ved, at driftsresultatet før særlige poster steg 60 procent til 276 millioner kroner.

– Det er tilfredsstillende, at vi i et svært marked leverer det, vi har stillet i udsigt for 2022 og igen forbedrer driftsindtjeningen. Det viser, at vores bygge- og anlægsforretning er blevet mere robust, udtaler koncernchefen.

– De danske virksomheder gør det godt og har momentum, takket være satsningen på nære kundesamarbejder og partnerskaber. Modsat har vi udfordringer internationalt, og det er en hovedopgave at få de internationale aktiviteter på ret køl. Vi forventer, at koncernen fortsætter fremgangen i 2023, og målet med vores nye strategi er at sikre sund og stabil vækst og bedre lønsomhed frem til 2025, udtaler koncernchefen.

Trods faldende efterspørgsel i det danske bygge- og anlægsmarked især i andet halvår steg MT Højgaard Holdings ordreindgang med 20 procent til 11,9 milliarder kroner, hvoraf 4,1 milliarder kroner blev kontraheret i fjerde kvartal, fremgår det af pressemeddelelsen. Tallet er opgjort uden MT Højgaard Danmarks andel af Nordhavnstunnellen, som udføres i et joint venture. 54 procent af ordreindgangen kom fra strategiske byggepartnerskaber og fra andre samarbejdsorienterede, faseopdelte projekter, fremgår det videre.

Ordrebeholdningen steg 30 procent til et historisk højt niveau på 13,9 milliarder kroner Hertil kommer vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for 1,4 milliarder kroner og værdien af fremtidige opgaver i de strategiske byggepartnerskaber, som skønnes at have en værdi på 5,5 milliarder kroner, lyder det fra MT Højgaard.

MT Højgaard Holding forventer fortsat fremgang i 2023, selv om markedsvilkårene strammer til. Omsætningen ventes at blive i niveauet 9-9,5 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på 4-10 procent.

Driftsresultatet før særlige poster ventes at blive 300-325 millioner kroner. Det svarer til en forventet fremgang på 9-18 procent.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling