En aktindsigt, som Århus Stiftstidende har søgt, kaster nyt lys over forhandlingerne om en mulig investor i Aarhus Airport.
Det er selskabet Fairchild Denmark, der siden maj sidste år har forhandlet med Aarhus Airport.
Luftfragt blev præsenteret som nøglen til at forbedre lufthavnens pressede økonomi, men en aktindsigt i korrespondance mellem lufthavnen og Aarhus Kommune viser, at planerne rækker længere.
Ambitionen er at etablere nye erhvervsområder med fokus på både civil og militær teknologi.
I en indberetning til Erhvervsstyrelsen fra september skriver Fairchilds amerikanske direktør, Michael James Skellern, at lufthavnen skal udvides markant. Samtidig indgår udvikling af kommercielle ejendomme omkring lufthavnen som en central del af strategien.
Fairchild har ikke ønsket at kommentere planerne yderligere over for Århus Stiftstidende, men har i en tidligere udmelding til Aarhus Kommune beskrevet ambitioner om internationale luftfragtterminaler, et samlet logistikknudepunkt samt egne innovationscentre og erhvervsparker ved lufthavnen.
Bestyrelsesformand for Aarhus Airport, Lars Dige Knudsen, bekræfter, at ejendomsudvikling indgår i investorens overordnede plan.
– Det er deres forretningsplan, og de kender detaljerne, så dem ønsker jeg ikke at kommentere yderligere på. Men det giver god mening at etablere flere virksomheder i området, siger han til Århus Stiftstidende.
Den tidligere direktør for Fairchild Denmark, Henrik Danielsen, har dog tidligere været mere konkret, skriver avisen.
I en intern orientering beskrev han planer om to nye erhvervsområder, en opgraderet terminal og op mod 3 millioner kvadratmeter byggemodnet jord ved lufthavnen. Ifølge ham var grundlaget på plads, men investeringerne manglede.
























