iMusic udvider og får et 4.500 kvadratmeter stort hovedsæde i Risskov. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.
iMusic udvider og får et 4.500 kvadratmeter stort hovedsæde i Risskov. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

Den aarhusianske musikforhandler iMusic udvider markant i Risskov, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus i en pressemeddelelse.

Gennem selskabet JNC Ejendomme har musikforhandleren købt naboejendommen på Sindalsvej 48 for 13 millioner kroner.

Dermed får iMusic mulighed for at udvide de nuværende faciliteter på Sindalsvej 36 og samle alle aktiviteter under samme tag.

Planen er at samle aktiviteterne i et nyt domicil på i alt 4.500 kvadratmeter med lager, kontorer og en stor fysisk musikbutik. Det nye musikunivers forventes at åbne i efteråret 2026.

Samtidig vil alle virksomhedens 75 medarbejdere fremover have base i det samlede hovedsæde.

iMusic er i dag Nordens største webshop for salg af musik på fysiske medier. Den stigende interesse for især LP’er og vinylplader har de senere år givet virksomheden kraftig vækst og skabt behov for mere plads.

– Vi bliver på Sindalsvej, da vi dermed undgår en mere omfattende flytning til et nyt domicil andetsteds i byen, udtaler direktør for og medindehaver af iMusic, John Rishøj.

– Derudover har placeringen vist sig at være ideel for os, da vi som nichebutik har kunder, som gerne kører efter vores udvalg. Modsat Aarhus C er her også gode parkeringsmuligheder.

Udvidelsen i Risskov indebærer en større ombygning af de eksisterende bygninger. Den nye ejendom skal rumme en udvidet butik, hvor kunder kan gå på opdagelse blandt tusindvis af vinylplader, CD’er, DVD’er og K-pop-produkter.

Butiksarealet bliver omkring dobbelt så stort som i dag og skal samtidig danne ramme om større arrangementer i forbindelse med blandt andet Record Store Day, Black Friday og nye musikudgivelser.

Det nuværende butiksareal bliver i stedet omdannet til lager. iMusic håndterer i dag mellem 7-8 millioner forskellige varenumre og sender dagligt mere end 3.000 pakker til kunder i over 80 lande. Derfor vil virksomheden samtidig udvide og automatisere lageret, blandt andet med egne lagerrobotter.

For at binde de to bygninger sammen er der givet tilladelse til at opføre en korridor med et mere end 60 meter langt transportbånd under taget, så varer og pakker kan flyttes automatisk mellem bygningerne.

Handlen med ejendommen er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus. Ifølge erhvervsrådgiver Daniel Lundholm er ejendommen på 2.334 kvadratmeter velegnet til ombygning, og han påpeger, at den ligger tæt på motorvejsnettet og samtidig i et af Aarhus’ mest bynære erhvervsområder.

– Udbuddet af industriejendomme i Aarhus er generelt lavt, hvilket hænger sammen med den begrænsede opførelse af nye, store og tidssvarende industriejendomme, udtaler Daniel Lundholm.

– Derfor er vi også meget tilfredse med, at det er lykkedes at finde en alternativ løsning, som både imødekommer iMusics presserende behov for flere kvadratmeter og deres ønske om at forblive i området.

iMusic blev grundlagt i 2005 som en ren webshop med salg af CD’er og DVD’er, men sortimentet er siden udvidet til blandt andet bøger, K-pop og merchandise. I dag er vinylplader virksomhedens mest efterspurgte varer.

I 2018 åbnede iMusic sin første butik i Aarhus centrum, men i 2021 blev lager, butik og kontorer samlet i Risskov for at følge med den voksende forretning.

Tilmeld Nyhedsbrev