Myndigheder gransker ejendomshandel

Myndighederne kræver en redegørelse af, om pengekasserne er holdt adskilt i forbindelse med en ejendomshandel for 10 år siden.

Foto: Google Maps.
Foto: Google Maps.

Myndighederne har ifølge JyskeVestkysten åbnet en sag mod Det Faglige Hus i forbindelse med a-kassens køb af den tidligere Falck-administrationsbygning på Gammelby Ringvej 2 i Esbjerg for ti år siden.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil have belyst, om handlen var økonomisk rimelig, og om reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven §82 om adskillelse af midler er overholdt.

Ejendommen blev købt i 2015 af ejendomsselskabet Gasværksgade, som er ejet af Det Faglige Hus Holding. Det rejser ifølge styrelsen spørgsmål om, hvorvidt der kan være sket en overførsel af midler mellem koncernforbundne enheder. A-kassen har fået 14 dage til at svare.

Styrelsen beder blandt andet om en detaljeret beskrivelse af, hvad handlen omfattede, hvordan prisen blev fastsat, og hvilket formål købet skulle tjene i forhold til medlemmernes interesser. Derudover skal a-kassen redegøre for, hvordan man har sikret, at formuen er holdt adskilt.

Ifølge ledelsen i Det Faglige Hus blev beslutningen truffet af a-kassens hovedbestyrelse i november 2015. Bygningen blev efterfølgende totalrenoveret for mellem 6 og 7 millioner kroner og købt for 9.975.000 kroner. Prisen blev fastsat på baggrund af en vurdering fra Nybolig Erhverv.

Landsformand for Det Faglige Hus, Johnny Nim, og administrerende direktør Brian Elsted Hansen oplyser til JyskeVestkysten, at Falck-grunden oprindeligt blev købt med henblik på at opføre et nyt hovedkvarter tæt på byen.

Esbjerg Kommune nedlagde dog veto på grund af nærheden til slagteriet og især et freonanlæg i slagteriets frysehus.

– Derpå sadlede vi om og udviklede boligområdet Teglværkskvarteret, hvor der er både familieboliger, ungdomsboliger og en Netto-butik, forklarer Johnny Nim og Brian Elsted Hansen til JyskeVestkysten.

Lov om arbejdsløshedsforsikring

§ 82. Kassens indtægt og formue skal holdes afsondret fra andre foreningers midler og må hverken som lån eller gave tilflyde andre foreninger eller anvendes i andet uvedkommende øjemed.

Kilde: Retsinformation.

Tilmeld Nyhedsbrev