AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Hussalget har været i fremgang i 2024. Det samme har huspriserne, og ifølge en ny opgørelse fra Boligsiden er hver femte af de solgte villaer i 2024 solgt til en pris på fire millioner kroner eller mere.

Det er første gang i Boligsidens statistik, at de dyreste villaer udgør så høj en andel af det samlede salg.

Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024

I 2023 udgjorde villaer med en pris på fire millioner kroner eller derover 18 procent af det samlede villasalg, og der har generelt været tale om en jævnt stigende andel fra 7 procent tilbage i 2013 til de nuværende 20 procent.

Solgte villaer på landsplan fordelt på prisintervaller

År < 1 millioner kroner 1-2 millioner kroner 2-3 millioner kroner 3-4 millioner kroner > 4 millioner kroner
2024 18 procent 29 procent 20 procent 13 procent 20 procent
2023 19 procent 31 procent 20 procent 13 procent 18 procent
2022 19 procent 33 procent 20 procent 12 procent 16 procent
2021 17 procent 32 procent 21 procent 13 procent 17 procent
2020 19 procent 33 procent 21 procent 13 procent 15 procent
2019 20 procent 33 procent 22 procent 12 procent 13 procent
2018 20 procent 35 procent 22 procent 12 procent 11 procent
2017 22 procent 34 procent 22 procent 11 procent 11 procent
2016 24 procent 35 procent 21 procent 10 procent 10 procent
2015 24 procent 36 procent 22 procent 10 procent 9 procent
2014 27 procent 36 procent 20 procent 9 procent 7 procent
2013 28 procent 38 procent 19 procent 8 procent 7 procent

Tabellen viser andelen af de solgte villaer per år fordelt på prisintervaller. Kilde: Boligsidens handelstal.

– Vi ser en bevægelse, hvor de dyre villahandler, specielt i prisklassen fire til fem millioner, begynder at fylde mere i statistikken. Det er en udvikling, der selvfølgelig hænger sammen med det generelt stigende prisniveau for villaer, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

– Men når det er sagt, viser denne kortlægning af sidste års villahandler også tydeligt, hvad huskøberne økonomisk skal forberede sig på, alt efter hvilken landsdel de ønsker at købe villa i. For ikke overraskende finder de fleste af de dyreste hushandler sted i hovedstadsområdet.

Ni ud af 10 villaer i København sælges for 4 millioner eller mere

Kigger vi for eksempel på landsdelen Byen København, der rummer kommunerne Dragør, Frederiksberg, København og Tårnby, var der i 2024 næsten ingen villahandler til under tre millioner kroner. 9 procent af villaerne i denne landsdel blev solgt til en pris mellem tre og fire millioner kroner, imens de resterende 89 procent af villahandlerne skete til en pris på fire millioner kroner eller mere.

Tilsvarende var 74 procent af villahandlerne i landsdelen Københavns Omegn i 2024 til en pris på 4 millioner kroner eller mere, og i Nordsjælland udgjorde andelen i denne prisklasse 51 procent.

Omvendt har hushandlerne til mere end fire millioner kroner udgjort det absolutte mindretal i landsdelene Sydjylland, Vest- og Sydsjælland, Vestjylland, Fyn og Bornholm. Her sælges de fleste villaer i stedet til en pris mellem 1 og 2 millioner kroner.

Læs også: Tre faktorer bag stigende boligpriser

– Når vi i en opgørelse som denne alene kigger på den gennemsnitlige salgspris, skal vi huske, at der selvfølgelig er flere ting som eksempelvis husets størrelse og stand, der påvirker den endelige salgspris. Men med det in mente, så viser opgørelsen, at der noget om snakken, når vi taler om, at man som huskøber generelt får mere for pengene, når man søger uden for landets største byer, forklarer Birgit Daetz.

– Derfor handler villakøbet i høj grad også om at gøre op med sig selv, hvilke prioriteringer, der er de vigtigste for ens familie. Hvis man ønsker nærheden til storbyen, betaler man også den højere kvadratmeterpris for huset. Er det omvendt pladsen, der er afgørende, så får man mere af den for en lavere pris, når man søger væk fra storbyerne.

Solgte villaer i 2024 fordelt på landsdele og prisintervaller

Landsdel < 1 millioner kroner 1-2 millioner kroner 2-3 millioner kroner 3-4 millioner kroner > 4 millioner kroner
Bornholm 24 procent 52 procent 17 procent 4 procent 3 procent
Byen København 0 procent 0 procent 1 procent 9 procent 89 procent
Fyn 19 procent 36 procent 25 procent 12 procent 9 procent
Københavns Omegn 0 procent 0 procent 4 procent 22 procent 74 procent
Nordjylland 30 procent 35 procent 20 procent 9 procent 6 procent
Nordsjælland 0 procent 8 procent 20 procent 21 procent 51 procent
Sydjylland 24 procent 40 procent 21 procent 9 procent 5 procent
Vest- og Sydsjælland 25 procent 41 procent 21 procent 8 procent 5 procent
Vestjylland 31 procent 40 procent 18 procent 7 procent 4 procent
Østjylland 12 procent 27 procent 24 procent 18 procent 20 procent
Østsjælland 0 procent 6 procent 23 procent 31 procent 40 procent

Tabellen viser andelen af solgte villaer i 2024 fordelt på landsdele og prisintervaller. Kilde: Boligsidens handelstal.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling