Foto: Næstved Kommune.
Foto: Næstved Kommune.

Næstved Kommune har rundet en milepæl: Indbyggertallet er ifølge kommunens egne tal nu oppe på 85.007.

Siden 2020 er kommunens befolkningstal steget med godt 2.000 personer, hvilket svarer til en stigning på 2,4 procent, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Særligt områderne Lille Næstved, Næstved Nord og Glumsø er i vækst. Lille Næstved er vokset med 9,5 procent, mens Næstved Nord er steget med 9 procent. De nye boligområder i blandt andet Klosterlunden og Næstved Nord forklarer en stor del af fremgangen.

Den typiske nye borger i Næstved hedder Camilla eller Michael, er sidst i 20’erne eller starten af 30’erne og flytter fra hovedstaden. Det er nemlig især tilflyttere fra København og omegn, der driver udviklingen.

– Vi bygger ikke kun parcelhuse, men også almene lejeboliger og erhverv. Det kræver dygtige medarbejdere og nøje planlægning at drive den fysiske udvikling af en kommune, og det kræver gode naboer og dedikerede lokalråd at få tilflytterne til at føle sig hjemme. Vi har det hele, udtaler Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).

Borgmesteren glæder sig over fremgangen og fortæller, at kommunen har et klart mål om at nå 100.000 indbyggere inden 2035. For at sikre fortsat vækst investeres der i nye boliger, grøn energi, erhvervsudvikling og bedre infrastruktur.

Blandt andet bygges der nye boliger i Glumsø og Mogenstrup, der er gang i udviklingen af erhvervsområder ved Øverup Krog og Rådmandshaven, og der investeres massivt i nye byggegrunde.

I 2024 blev der solgt flere boligkvadratmeter i Næstved end i Aarhus, og kommunen har haft rekord i salg af erhvervsjord.

Infrastruktur og havneomdannelse baner vejen

En ny motorvej til Rønnede ventes færdig i 2031 og vil forkorte rejsetiden til København markant. Samtidig gør Femern Bælt-forbindelsen området mere attraktivt for investorer og turister.

Et stort byudviklingsprojekt med udflytning af havnen skal på sigt rumme boliger til op mod 6.000 nye borgere i centrum af Næstved. Det forventes at få effekt efter 2035.

– Det er vigtigt for os at tiltrække nye beboere. Det er nemlig afgørende for, at vi også i fremtiden kan levere den service, vi har i dag, fortæller Carsten Rasmussen.

Næstved er i dag den femtebedste kommune i Danmark, når det gælder salg af erhvervsjord, og virksomhederne i området både udvider og tiltrækker nye arbejdspladser – en vigtig motor for befolkningstilvæksten.

Kommunen har aktuelt erhvervsudviklingsprojekter ved Øverup Krog og Rådmandshaven i Næstved, byudviklingsprojekter som udflytning af havnen i Næstved, nye boliger i Glumsø og i Mogenstrup, investeringer i grøn energi og ikke mindst udsigten til motorvejen til Rønnede og en kommende Femern Bælt-forbindelse.

Hvor kommer tilflytterne fra top-5?

1) København Kommune

2) Vordingborg Kommune

3) Faxe Kommune

4) Ringsted Kommune

5) Slagelse Kommune

Udvikling i indbyggertal

Indbyggertallet i Næstved Kommune er steget med 2,41 procent siden 1. juli 2020. I antal er det en stigning på 2.002 indbyggere fra 83.005 til 85.007.

Top 10: Den procentvise stigning i antal indbyggere fra juli 2020 til juli 2025

1) 9,47 procent Lille Næstved, en del af Næstved by. I antal er det en stigning fra 7.595 til 8.314 indbyggere.

2) 8,82 procent Næstved Nord, en del af Næstved by. I antal er det en stigning fra 8.278 til 9.008 indbyggere.

3) 2,94 procent Glumsø og omegn. I antal er det en stigning fra 3.884 til 3.998 indbyggere.

4) 2,84 procent Fodby og omegn. I antal er det en stigning fra 703 til 723 indbyggere.

5) 2,63 procent Fensmark og omegn. I antal er det en stigning fra 5.599 til 5.746 indbyggere.

6) 2,47 procent Rønnebæk-Vejlø og omegn. I antal er det en stigning fra 3.032 til 3.107 indbyggere.

7) 2,02 procent Mogenstrup og omegn. I antal er det en stigning fra 4.414 til 4.503 indbyggere.

8) 1,93 procent Fuglebjerg og omegn. I antal er det en stigning fra 4.135 til 4.215 indbyggere.

9) 1,40 procent Holme-Olstrup, Toksværd og omegn. I antal er det en stigning fra 3.082 til 3.125 indbyggere.

10) 1,21 procent Næstved centrum. I antal er det en stigning fra 18.168 til 18.387 indbyggere.

Kilde: Næstved Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev