En fond under forvaltning af Swiss Life Asset Managers Nordic en gruppe investorer har købt Næstved Storcenter af BlackRock, som købte det danske shoppingcenter i 2017 af Salling Group. Det fremgår af en pressemeddelelse fra CBRE.
– Næstved Storcenter rummer et enormt potentiale, og vi er spændte på de muligheder, det giver. Dens strategiske beliggenhed, forskelligartede lejermix og kerneegenskaber gør den til en værdifuld tilføjelse til vores portefølje, udtaler Christian Ness, der er administrerende direktør for Swiss Life Asset Managers Nordic.
Næstved Storcenter omfatter cirka 43.000 kvadratmeter og rummer i alt 70 butikker og et Bilka-varehus. Butikscentret åbnede i 1989, men har siden gennemgået en markant forvandling. Centret har årligt mere end 3,7 millioner besøgende.
– Vi afleverer et stærkt performende shoppingcenter og har fremtidssikret det med adskillige værdiskabende initiativer, herunder nye byggerettigheder, tilføjelse af nye udlejningskvadratmeter og bæredygtighedsopgraderinger som fjernvarme, LED-belysning og andre energieffektivitetstiltag, siger Adam Benjamin Brown, Head af Nordic Asset Management, BlackRock.
Næstved Storcenter blev i 2022 tildelt en BREEAM-certificering. Den nye investorgruppe vil styrke den positive udvikling af centret.
– Som ny butikscenterleder og medinvestor ser vi frem til at samarbejde med Swiss Life Asset Managers Nordic om den videre kommercielle udvikling af centret, siger Claus Tüchsen, partner i Scandinavian Shopping Center Partners.
CBRE, Kromann Reumert og PwC rådgav BlackRock i handlen, mens Swiss Life Asset Managers Nordic blev rådgivet af Scandinavian Shopping Center Partners, Plesner, Rambøll og Baagøe Shou.