Næstved udlægger 42 hektar ved kommende motorvej til nyt erhvervsområde

Der bliver mulighed for at bygge i op til fem etager i det kommende erhvervsområde ved den kommende motorvej ved Øverup Krog.

Et enigt byråd i Næstved Kommune har nu givet endeligt grønt lys til et cirka 42 hektar stort erhvervsområde ved Øverup Krog.

Det betyder, at byggemodning og forberedelse af offentligt udbud og salg af arealer kan gå i gang, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udviklingssområdet ligger direkte ud til Ringsvejssystemet, den kommende motorvej mod Rønnede og Næstved Nord Station. Ifølge kommunen vil området derfor være ideelt til eksempelvis logistikvirksomheder, men området åbnes for flere forskellige anvendelsesmuligheder og grundstørrelser.

– Jeg vil gerne takke byrådet for at stå sammen om at træffe denne vigtige beslutning om at udlægge Øverup Krog til erhvervsområde, udtaler kommunens borgmester Carsten Rasmussen (S).

– Det er i høj grad med til at gøre Næstved endnu mere attraktiv i forhold til etablering af virksomheder i kommunen – ikke mindst i fremtiden med en kommende motorvej til Rønnede og en kommende Femern Bælt-forbindelse.

Stor interesse for erhvervsområdet ved Øverup Krog

Et 42 hektar stort område ved Øverup Krog skal udvikles til et nyt erhvervsområde. Foto: Næstved Kommune.
Et 42 hektar stort område ved Øverup Krog skal udvikles til et nyt erhvervsområde. Foto: Næstved Kommune.

Med beslutningen følger også store forventninger til placering af erhverv i det nye erhvervsområde.

Ifølge Næstved Erhvervs direktør, Rasmus Holst Sørensen, er der nemlig allerede interesse fra flere sider i forhold til etablering i området ved Øverup Krog.

– Det er meget glædeligt, at vi med vedtagelsen i byrådet nu for alvor kan komme i gang med at tiltrække endnu flere virksomheder. Med udsigt til den kommende motorvej til Rønnede har vi oplevet markant stigende efterspørgsel til Øverup-området, og vi har allerede fået en håndfuld konkrete henvendelser fra interesserede virksomheder, siger Rasmus Holst Sørensen.

Volumenskitse af erhvervsområdet set fra Ring Øst. Illustration fra lokalplanen.
Volumenskitse af erhvervsområdet set fra Ring Øst. Illustration fra lokalplanen.

Området har hidtil primært været anvendt til landbrug, men overføres nu til byzone.

Generelt vil der i området kunne bygges i op til 15 meters højde. I et enkelt delområde vil der dog blive mulighed for byggeri i op til fem etager og 25 meters højde.

Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må højst udgøre 60 procent.

Området har i forvejen stor kundetrafik med over 10.000 biler, der dagligt passerer Køgevej. Næstved Storcenter, som ligger i nærheden, har desuden mere end fem millioner besøgende om året.

Byggemodningen forventes at begynde omkring årsskiftet 2025/2026 og forventes afsluttet omkring i slutningen af 2026. Arealerne vil blive udbudt til salg i forbindelse med afslutningen af byggemodningen.

Fakta om det kommende erhvervsområde ved Øverup Krog

Planområdets størrelse er cirka 42 ha.

Med lokalplanen ønsker Næstved Kommune at imødekomme efterspørgslen på erhvervsjord til tung industri og forsyningsanlæg samt at efterkomme ønsket om erhvervsområder beliggende med let adgang til det overordnede vejnet.

Lokalplanen disponerer området som giver mulighed for at etablere virksomheder i virksomhedsklasse 3-6.

Lokalplanen har til formål at sikre et godt produktionsmiljø for områdets virksomheder, ved at forebygge miljøkonflikter gennem planlægningen. Endvidere skal planen forebygge, at virksomheder begrænses i produktionen på grund af naboer.

Lokalplanområdet ligger i Næstved bys østlige afgrænsning. Området ligger i forlængelse af et eksisterende erhvervsområde langs indfaldsvejen Køgevej og afgrænses af Ring Nord, jernbanen samt omfartsvejen Ring Øst beliggende vest for området.

Kilde: Næstved Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling