Nature Impact har skabt grønne rammer på Next House Copenhagen

Next House Copenhagen præges af gyldne og grønne rammer. Hotellets Plantevægge er leveret af Nature Impact.

Arp-Hansen Hotel Group købte i 2019 Falcks tidligere hovedkvarter på Bernstorffsgade midt i København. I samarbejde med Kim Utzon Arkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører og SLA Landskabsarkitekter har hotelkoncernen med Arpe & Kjeldsholm som totalentreprenør siden fået ejendommen ombygget til et luksuriøst hostel, der er åbnet under navnet Next House Copenhagen.

Tæt på Hovedbanegården, Tivoli og Københavns havnefront ligger hotellet med sine 433 værelser og 1.650 sengepladser. Det nye hostel er en kombination af ombygning af det eksisterende byggeri samt en tredjedel nybyggeri. I forbindelse med behovet for isolering udenpå bygningen opstod der et ønske om, at bygningen skulle patinere på en anden måde, og derfor faldt valget på naturmaterialet messing, oplyser Nature Impact i en pressemeddelelse.

– Messing skifter fra gylden til mere bronzefarvet med tiden, og med disse farvetoner spiller Next House Copenhagen op til sin kobberfarvede genbo SEB Bank, forklarer arkitekt Kim Utzon i meddelelsen.

På toppen af bygningen er der skabt en taghave med 360 graders udsigt over København.

Bæredygtighed og cirkulær økonomi er tænkt ind i hverdagen hos Next House Copenhagen, og det afspejler sig også i de fysiske rammer for hostellet, der er præget af moderne, miljøvenlige løsninger fra yderst til inderst. Udenpå bygningen er der monteret solceller, som kan levere bæredygtig strøm til gæsterne. Dertil prydes bygningen af grønne plantevægge både ud- og indvendig. Plantevæggene er leveret af Nature Impact, og ifølge Kim Utzon bidrager de med et levende og grønt udtryk.

– Nature Impact levede bedst op til kriterierne om at kunne bevise, at plantevæggene holder over tid. Dette er både mere bæredygtigt og langtidsholdbart, idet væggene kan holde flere sæsoner uden at skulle skiftes, siger han.

Indendørs er der opsat 25 kvadratmeter beplantning fordelt på to vægge, hvorigennem luften renses for både CO2 og støvpartikler, samtidig med at støjniveauet reduceres.

Den udendørs plantevæg på 150 grønne kvadratmeter indeholder andre typer af planter.

– Plantevæggene har været indarbejdet i projektet fra starten, da de udgør et spændende supplement til bygningen. De skifter udtryk og farve i løbet af året og udvikler sig løbende i takt med vækstsæsonerne, påpeger Kim Utzon.

Oveni dette har Nature Impact leveret et grønt tag på næsten 1.000 kvm til byggeriet, der dermed opnår en endnu grønnere profil. Plantevæggene og -taget har bidraget til, at Next House Copenhagen har opnået en DGNB-certificering. Ud over at ilte luften bidrager beplantning på facader og tage også til at holde de urbane temperaturer nede. På den måde gavner de grønne bygningsdele det fysiske miljø i byerne.