NCC har overdraget ejerskabet af de næsten 13.000 kvadratmeter kontorlokaler på hjørnet af Carl Jacobsens Vej og Gammel Køge Landevej i Valby til Industriens Pension. Her får biotek-selskabet Genmap domicil.
– Det er en utroligt attraktiv adresse i et område, der er i stor udvikling, og projektet passer rigtig godt ind i vores portefølje. Vi håber, at Genmab er lige så begejstrede som vi, siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.
Kontoret ligger tæt på både motorvej samt metro- og S-togsstation i den sydlige del af Valby, hvor der før var industri.
Projektet er udviklet af NCC Property Development og er bygget af NCC Building. Kontorejendommen er en del af Kontorværket, hvor der skal opføres endnu et kontorhus.
– Når man står og kigger på et byggeri som det her, bliver man stolt af, at alt det hårde arbejde har båret frugt. Vi glæder os til at se de nye lejere flytte ind i deres nye hovedsæde, som bliver lejet ud af en rigtig god professionel udlejer. Det giver os samtidig en rigtig god fornemmelse for anden etape af Kontorværket, hvor vi igen vil udvikle et fantastisk kontorbyggeri i Valby, udtaler Ole Faurby, direktør i NCC Property Development Danmark.
Genmab indgik oprindeligt lejekontrakten med NCC, som nu overgår til Industriens Pension.
Ejendommen bliver DGNB-certificeret på guld-niveau, ligesom bygningen lever op til kravene for Lavenergiklasse 2015 og overholder den frivillige energiramme 2020.
Industriens Pensions rådgivere i forbindelse med investeringen er Accura, Deloitte, Kuben Management, DEAS og CBRE. NCC Property Developments rådgivere i forbindelse med handlen er Bech Bruun og Colliers.
Genmab er et internationalt biotekselskab, hvis primære formål er at forbedre patienters liv ved at skabe innovative og differentierede antistofbaserede lægemidler.