NCC afleverer ny parkeringskælder i Aarhus

Over to etaper og i alt fem har NCC arbejdet med den nye parkeringskælder med plads til knap 170 biler. Nu er den afleveret til bygherren.

NCC har afleveret en ny parkeringskælder i Universitetsbyen i Aarhus til FEAS Erhverv. Foto: NCC.
NCC har afleveret en ny parkeringskælder i Universitetsbyen i Aarhus til FEAS Erhverv. Foto: NCC.

NCC har afleveret en ny, kompleks parkeringskælder i Universitetsbyen i Aarhus til FEAS Erhverv.

Parkeringskælderen ligger under det tidligere kommunehospital og er en del af Aarhus Universitets samlede campusområde, oplyser NCC i en pressemeddelelse.

Projektet har været undervejs i mere end fem år og rummer 168 parkeringspladser. Samtidig er der etableret to nye passager for gående og cyklister under Nørrebrogade, som skal skabe bedre sammenhæng mellem Universitetsbyen og Universitetsparken.

En eksisterende tunnel under den tidligere Hospitalsgade er desuden fjernet for at give plads til anden etape af parkeringskælderen.

Arbejdet har været præget af høj kompleksitet, fordi byggeriet er gennemført tæt på eksisterende bygninger, op ad et hospitalsvaskeri i drift og i umiddelbar nærhed af letbanens master og køreledninger. Det har stillet særlige krav til præcision og til at undgå bevægelser i undergrunden under udførelsen.

– Bygherre søgte i sit udbud efter en kreativ entreprenør med særligt fokus på byggegrube, fundering og konstruktioner, og vi har kompetencerne til at løse sådan en kompleks opgave, udtaler Søren Andersen, som er områdedirektør for Beton & Råhus i NCC’s byggeenhed i Vestdanmark under NCC Building Nordics.

NCC har afleveret en ny parkeringskælder i Universitetsbyen i Aarhus til FEAS Erhverv. Foto: NCC.
NCC har afleveret en ny parkeringskælder i Universitetsbyen i Aarhus til FEAS Erhverv. Foto: NCC.

Der har derfor været behov for grundig planlægning, omfattende forundersøgelser og løbende målinger af vibrationer for at sikre, at nabobygninger ikke tog skade. Løsningerne er udviklet med fokus på både fleksibilitet og en robust tidsplan.

Parkeringskælderen er samtidig forberedt til, at der senere kan opføres en bygning i op til fem etager ovenpå, hvilket har krævet særlige funderingsmæssige kompetencer på grund af de vanskelige jordforhold i området.

Bygherren har ifølge NCC udtrykt stor tilfredshed med den løsningsorienterede tilgang og den faglige kvalitet i projektets gennemførelse.

Entreprisen er udført i samarbejde mellem NCC Råhus og NCC’s funderingsenhed Hercules og er gennemført i to etaper fra 2020 til 2021 og igen fra 2024 til 2025.

Tilmeld Nyhedsbrev