NCC har afleveret sin del af anlægsarbejdet til det kommende CO2-fangstanlæg på Asnæsværket i Kalundborg, oplyser entreprenøren i en pressemeddelelse.
Entreprisen til over 250 millioner har blandt andet omfattet fundering, betonarbejder, bygninger, rørbroer og omfattende omlægninger af den eksisterende infrastruktur på kraftværksområdet.
– Anlægget på Asnæsværket er et stærkt eksempel på, hvordan vores kompetencer inden for store og teknisk krævende anlægsprojekter kan bidrage til at udvikle den infrastruktur, der skal understøtte den grønne omstilling, udtaler Bjarki Finnbogason, sektionsdirektør for Anlæg under NCC Infrastructure Danmark.
Arbejdet er udført, mens dele af det eksisterende anlæg har været i drift. NCC har blandt andet etableret omkring 2.200 jern- og betonpæle med en samlet længde på cirka 38 kilometer. Næsten halvdelen er skråpæle, som er placeret tæt på eksisterende anlæg.
Der er desuden brugt omkring 10.500 kubikmeter beton og 1.200 ton armering til fundamenter og konstruktioner til CO2-fangst- og lagringsanlægget. NCC har også opført tre kompressorbygninger og en fællesbygning.
Projektet har samtidig omfattet nye veje, forsyningsledninger, afvandingsløsninger og kølevandsinfrastruktur samt omlægning af eksisterende rør og kabler. Den eksisterende kaj er også blevet opgraderet.
Med afleveringen er en omfattende del af det fysiske arbejde på plads, mens arbejdet med det kommende CO2-fangstanlæg fortsætter.























