NCC opruster på Esbjerg Havn med nyt produktionsanlæg.
Investeringen er den største i produktionsudstyr i Danmark for selskabet i over ti år.
Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Med flytningen fra Orionvej til Zodiakvej udvider NCC sin søplads til et areal på 45.000 kvadratmeter.
Det nye anlæg løfter produktionskapaciteten med 30–40 procent, hvilket betyder, at NCC nu kan levere omkring 1,2 millioner tons sand, sten og grus om året – en stigning på cirka 300.000 tons.
– Det nye anlæg i Esbjerg løfter vores kapacitet betydeligt, så vi kan håndtere flere mængder hurtigere og mere effektivt til bygge- og anlægsprojekter, udtaler Søren Graae, områdechef i NCC Industry, Råstoffer, i Danmark.
– Det er en markant milepæl for vores forretning i Vestdanmark.
Det nye anlæg er udstyret med større knusekapacitet og topmoderne procesudstyr, som NCC selv har samlet og indkørt i samarbejde med flere leverandører.
En central del af moderniseringen er et nyt logistikdesign, hvor materialeflowet på pladsen er gentænkt for at reducere behovet for læssemaskiner. Det mindsker både brændstofforbrug og CO2-udledning.
Omkring 90 procent af råstofferne fra NCC’s søplads i Esbjerg leveres til den danske bygge- og anlægssektor – blandt andet til asfalt-, beton- og belægningsproduktion, pæleindustrien og fremstilling af betonjernbanesveller.
Efter vellykkede testkørsler er anlægget nu i fuld drift, og NCC forventer, at kunder i hele Syddanmark vil mærke effekten af den øgede kapacitet i de kommende måneder.























