Kommuner og Vejdirektoratet stiller i stigende grad krav om produktspecifikke EPD’er (Environmental Product Declaration). Også i asfaltudbuddene. Derfor er flere asfaltvirksomheder nu i fuld gang med at miljødeklarere egne asfaltprodukter. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.
En produktspecifik EPD er en miljøvaredeklaration, der udformes for et konkret produkt fra en bestemt producent. Den kan derfor godt adskille sig fra andre producenters EPD for et tilsvarende produkt. For eksempel kan en EPD opnå et bedre resultat, hvis man øger mængden af genbrug i asfalten; hvis de anvendte stenmaterialer i asfalten bliver hentet lokalt; og hvis energiforbruget reduceres under asfaltproduktionen, skriver NCC.
– EPD’er er vigtige, hvis vi som branche vil have sat endnu mere fokus på ressourceforbrug og miljøpåvirkning i fremtidens infrastrukturprojekter. I bund og grund handler det om at skabe transparens i branchen og hjælpe vores kunder med at træffe nogle valg, der har mindst mulig påvirkning på miljøet, udtaler Susanne Carlsen, Miljø- og kvalitetskoordinator i NCC Industry, Asfalt, i meddelelsen.
Hos NCC er der her og nu tale om i alt syv nye produktspecifikke EPD’er på nogle af de mest typiske asfaltprodukter, der anvendes i blandt andet bærelag og slidlag.
– Vi forventer at skulle fremvise mange produktspecifikke EPD’er i den kommende tid. Vi har blandt andet lige vundet en asfaltopgave for Vejdirektoratet i forbindelse med udvidelsen af Skærup rasteplads. I udbuddet havde Vejdirektoratet stillet krav om produktspecifikke EPD’er, udtaler Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.
Han fortæller, at hvis man vinder en opgave, hvor der bliver stillet krav til produktspecifikke EPD’er, skal virksomheden også kunne levere en EPD for det pågældende projekt – en såkaldt ”projektspecifik EPD”. Den skal indeholde dokumenteret data, der blandt andet medregner mængden af genbrugsasfalt, der skal bruges i belægningerne samt miljøpåvirkningen fra transporten mellem fabrik og det sted, hvor asfalten skal udlægges.
Fakta om EPD’er
EPD er en forkortelse af Environmental Product Declaration. En EPD dokumenterer et produkts miljømæssige egenskaber og er en standardiseret metode til at kortlægge informationer om et produkts energi- og ressourceforbrug samt miljøpåvirkning gennem alle dets livsfaser.
EPD’erne bliver udarbejdet i et tredje-parts verificeret værktøj, som er udviklet af LCA.no. Beregningsmetoden er ens for alle producenterne, der er medlem af brancheorganisationen AI, og er udført efter den europæiske standard for EPD’er.
Asfalt og pukk – EPD Norge (epd-norge.no)
Kilde: NCC.