
I sidste uge var alle detaljer endnu ikke på plads, men nu kan Himmerland Boligforening i en pressemeddelelse løfte sløret for, hvem der skal stå for renoveringen af de to afdelinger på Hvalpsundvej og Oddesundvej i Aalborg Øst.
I oktober 2026 begynder en gennemgribende renovering af de i alt 350 boliger, som er opført i begyndelsen af 1980’erne.
NCC har vundet råhusentreprisen med en kontraktsum på cirka 150 millioner kroner. Entreprisen omfatter blandt andet sanering og nedbrydning samt jord-, beton-, murer-, kloak- og belægningsarbejder. Brix & Kamp er totalrådgiver, Link Arkitektur er underrådgiver, og Rambøll står for byggeledelsen.
Renoveringen ventes at koste omkring 336 millioner kroner på Oddesundvej og cirka 300 millioner kroner på Hvalpsundvej.
Samlet er prisen steget fra omkring 492 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på omkring 30 procent, men projektet støttes betydeligt af Landsbyggefonden, hvilket ifølge Himmerland Boligforening skal begrænse den huslejestigning, som beboerne ellers ville have stået over for.
– Afdelingerne og de enkelte boliger er generelt i nogenlunde fornuftig stand, men der er i sagens natur i årenes løb opstået byggeskader, ligesom tagdækningen er blevet utidssvarende, da den er udført med asbestholdige, cementbaserede bølgeplader. Dertil kommer udfordringer med kuldebroer og uhensigtsmæssig ventilation, udtaler direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening.
Opgradering inde og ude

Projektet bliver omfattende. Betonfacaderne skal efterisoleres og beklædes med nye teglsten, mens tage og vinduer udskiftes.
Fjernvarmeforsyningen bliver moderniseret, og kloaksystemet får større kapacitet til at håndtere regnvand.
Også boligerne indvendigt får en gennemgribende opdatering. Alle boliger får nye badeværelser, køkkener og gulve, mens ovenlysvinduer og mekaniske ventilationsanlæg skal forbedre indeklimaet.
Der etableres desuden tilgængelighedsboliger, og nogle af de fritliggende boliger skal bygges om. Enkelte meget små boliger skal også udvides.
Udearealerne får samtidig en omfattende landskabelig opgradering med nye grønne og rekreative områder og mere attraktive boligstræder.
– Der er oplagte muligheder for at skabe indbydende rekreative og grønne udendørsfaciliteter og oplevelsesrige boligstræder, hvilket vi ud fra erfaringerne fra andre renoveringer ved, vil bidrage betydeligt til positive oplevelser, social sameksistens og godt nabokendskab – og dermed et tryggere og bedre liv i afdelingerne, udtaler Ole Nielsen.
Byggeriet begynder 1. oktober 2026 og forventes afsluttet i foråret 2031.
Om renoveringerne af de to afdelinger på Hvalpsundvej og Oddesundvej i Aalborg Øst
Himmerland Boligforenings samarbejdspartnere på projektet er:
- Totalrådgiver: Brix & Kamp
- Arkitekt: Link Arkitektur
- Landskabsarkitekt: Arkplan
- Byggeledelse: Rambøll
- Råhus: NCC Danmark
- Tømrer: Færch & Co.
- VVS: Uggerly Installation
- El: Erik Lytzen
- Gartner: Jorton
Kilde: Himmerland Boligforening.






















