Bygge-, anlægs- og nedrivervirksomheden Tscherning lancerer nu “Tscherningprisen” – en ny årlig pris, der skal hylde dem, der tør tænke nyt og bidrage til en grønnere byggebranche.
Vinderen modtager et legat på 100.000 kroner, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Direktør Søren Tscherning forklarer, at formålet er at støtte og synliggøre projekter, der fremmer cirkulært byggeri, reducerer affald og udledning af CO2 samt inspirerer til en mere klimavenlig udvikling.
– Det er altid svært at være den, der gør noget nyt for første gang, men er der noget, vores branche har brug for i disse år, så er det nytænkning i forhold til den grønne omstilling. Derfor vil vi gerne støtte dem, der kan, tør og vil rykke ved vores vaner i byggeriet og bidrage til en mere ansvarlig måde at arbejde på, udtaler Søren Tscherning.
Idéen til prisen opstod, da Tscherning byggede virksomhedens hovedkvarter, Tscherninghuset, med næsten 90 procent genbrugsmaterialer. Projektet mødte modstand fra flere fagfolk, der mente, at genbrug af blandt andet betondæk var umuligt. Erfaringen blev et bevis på, at forandring er mulig – og samtidig en drivkraft til at belønne andre, der går forrest.
Prisen uddeles første gang på Building Green-messen i København i oktober 2025. Indstillinger er åbne fra den 27. august til den 6. oktober via Tschernings hjemmeside.
En jury af eksterne eksperter vil udvælge modtageren, blandt andre arkitekt Lasse Lind, kunstner Thomas Dambo og forretningsleder Maria Preilev fra Teknologisk Institut.
Formålet med prisen
- At anerkende og støtte dem, der bidrager til udvikling og fremme af cirkularitet og grøn omstilling i byggebranchen
- At synliggøre modige og meningsfulde initiativer, som måske ellers risikerer at blive overset eller aldrig kommer ud over rampen
- At bidrage til branchens samfundsansvar gennem fokus på nye retninger, værdier og forbilleder, hvor forretning og hensyn til klima, miljø og mennesker kan forenes
Tscherningprisens jury
Tscherning er ikke alene om at arbejde mod en mere klimavenlig bygge- og anlægsbranche – eller med synspunktet om, at det er værd at hylde dem, der bidrager med noget nyt og anderledes.
Derfor bliver det en kvalificeret jury, bestående af eksterne fagpersoner med forskellige perspektiver, der sammen med Søren Tscherning skal udvælge prismodtageren. Juryen skal sikre en bred faglig vurdering og være med til at løfte og udbrede ambitionerne bag prisen.
Juryen består af følgende medlemmer:
· René Brandt, administrerende direktør, Ikano Bolig
· Lasse Lind, arkitekt og partner, GXN hos 3XN/GXN
· Thomas Dambo, kunstner
· Olga Truelsen, fagleder for cirkulære materialer og transformation, Søren Jensen
· Maria Preilev, forretningsleder for cirkulær økonomi, Teknologisk Institut
· Søren Tscherning, administrerende direktør, Tscherning Gruppen
Fakta om Tscherningprisen
· Uddeles én gang årligt af Tscherning
· Legat på 100.000 kroner
· Tildeles studerende, forskere, virksomheder i og omkring byggebranchen
· Fokus på ressourceansvarlighed, nytænkning og den grønne omstilling
· Indstilling åbner den 27. august via www.tscherning.dk
· Indstilling slutter den 6. oktober.
· Prisuddeling på Building Green-messen i oktober
Kilde: Tscherning Gruppen.























