Nedrivning af Esbjergværket: Op mod 99 procent skal genbruges

Entreprenørfirmaet P. Olesen A/S skal nedrive Esbjergværket, og der er både fokus på sikkerhed og genanvendelse af materialer.

Esbjerg får snart et helt nyt havneområde, når Ørsteds nedlukkede kulkraftværk, Esbjergværket, bliver revet ned.

Det er entreprenørfirmaet P. Olesen A/S, der i totalentreprise står for arbejdet, som strækker sig over cirka to år og omfatter et område på 150.000 kvadratmeter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra NG Nordic, som ejer entreprenørfirmaet.

Projektet omfatter blandt andet demontering af anlæg, en 74 meter høj kedelbygning og den ikoniske 250 meter høje skorsten. Efter nedrivningen skal Ørsted aflevere et tomt og fuldt genetableret areal tilbage til Esbjerg Havn.

Projektet på Amerikavej er teknisk komplekst og kræver nøje planlægning.

– Vi har særligt fokus på at minimere projektets risici for både de medarbejdere, der er involveret i selve nedrivningsarbejdet og naboerne i området, udtaler direktør Peter Olesen fra P. Olesen A/S.

Samtidig er der stort fokus på at genbruge materialer. Beton, jern og andre byggematerialer vil blive kildesorteret og cirkuleret til genanvendelse.

– Det er et mål i sig selv at give materialerne nyt liv, og vi forventer at kunne cirkulere op imod 99 procent, udtaler Peter Olesen.

Nedrivningen af den 250 meter høje skorsten kræver særlig ekspertise, som ikke findes i Danmark. Derfor samarbejder P. Olesen A/S med den italienske specialist DESPE, som anvender en patenteret metode, Red-O-Ring, til at skille skorstenen ad og sanere miljøbelastende materialer. De sidste 55 meter fjernes med P. Olesens egen ultra-langarmede maskine, Humlebien.

Tilmeld Nyhedsbrev