Newsecs årsrapport for 2019 viser et stigende aktivitetsniveau med en nettoomsætning, der steg med 30 millioner kroner til 377 millioner kroner. Årets resultat endte med et overskud på 4,9 millioner kroner før skat og 3,8 millioner kroner efter skat, hvor resultatet i 2018 blev et underskud på 17,9 millioner kroner efter skat.
– 2019 blev et rigtig godt år for Newsec. Ud over et positivt årsresultat kunne vi byde velkommen til PKA og Sampension som nye kunder, og i vores nordiske koncern indtog vi pladsen som den næststørste ejendomsforvalter i Europa målt på kvadratmeter under forvaltning, siger administrerende direktør i Newsec, Thomas Kempf.
– Vi er lykkedes med de nødvendige justeringer i kursen, og vi står med en forretning i fin stand og med en markant stigning i medarbejdertilfredsheden. Så på flere områder har vi det helt rette afsæt til at hjælpe vores kunder med de udfordringer, der bliver stadig vigtigere for dem – ikke mindst inden for bæredygtighed og digitalisering.
For Thomas Kempf er det ambitionen at vise kunderne værdien af de samlede løsninger som det største Full Service ejendomsforvaltningsselskab på det nordiske marked med alt fra administration og asset management til projekt og drift. Men særligt to områder kommer i fokus, når coronakrisens udfordringer forhåbentligt inden længe bliver trængt i baggrunden.
– Vi ser en ejendomsforvaltning, som er under forandring, og derfor investerer vi også i at være på forkant og intensiverer digitalisering og automatisering af vores ydelser og processer. Men særligt i forhold til at løfte vores kunders bæredygtighedsmål og ESG-dagsorden, ser jeg en særlig rolle for os. Vi kender vores kunders ejendomme bedre end nogen andre, og vi vil være det naturlige valg, når det handler om at gøre vores kunders bæredygtighedsstrategier håndgribelige og målbare med data og CO2-målinger fra ejendommene, siger Thomas Kempf.
– Kombinerer vi vores viden om ejendommene, vores driftslederes lokale tilstedeværelse og digitale rapporteringsløsninger, kan vi bringe værdifulde løsninger til bordet, der vil hjælpe vores kunder med at nedbringe klimabelastningen fra deres ejendomme, slutter han.