Niam køber ejendom med 168 lejligheder i Gyngemosen i Søborg. Foto: PR.
Niam køber ejendom med 168 lejligheder i Gyngemosen i Søborg. Foto: PR.

Niam har købt en boligudlejningsejendom i Gyngemose Park i Søborg i Gladsaxe Kommune, oplyser det svenske ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

– Det danske boligmarked er et attraktivt marked for Niam, og vi ser et stort potentiale for at bygge videre på vores erfaring her, udtaler ejendomschef Rikard Henriksson fra Niam Group.

Ejendommen rummer 168 lejligheder på samlet 15.677 kvadratmeter og blev opført i 2017 efter tegninger fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Boligerne er primært tre- og firerumslejligheder, og næsten alle har egen altan eller terrasse. Ejendommen ligger omkring et grønt gårdrum og tæt på søen i området, der er udviklet på den tidligere TV-Byen-grund.

Ejendommen ligger 8,5 kilometer fra Københavns centrum og tæt på blandt andet skole, daginstitutioner, indkøb og idrætsfaciliteter. Området har samtidig adgang til bus, S-tog, letbane og motorvej.

– Det er et område, hvor folk gerne vil bo, og vi er derfor meget tilfredse med opkøbet, udtaler landechef Jacob de Lichtenberg fra Niam i Danmark.

Købet er den første investering i Niam Fund IX og samtidig det første køb til den nye danske boligplatform Bellavia. Niam skal selv stå for driften af ejendommen gennem platformen.

Niam oplyser, at selskabet vil have et langsigtet fokus på det danske boligmarked og på at skabe en stærk lejeroplevelse gennem den nye platform.

Handlen er ikke tinglyst, men Niam overtager ejendommen fra Gyngemose Projektudvikling. I det seneste regnskab fra selskabet er ejendommen bogført til en værdi af 601 millioner kroner.

Selskabet har blandt andre Flemming Joseph Jensen, Kim Breyen, Johan Stoustrup, Lars Jacobsen og Marianne Jacobsen i ejerkredsen.

Colliers har formidlet transaktionen på vegne af sælger, mens Viltoft har stået for den juridiske rådgivning. Købers rådgiverhold består af Accura, EY og Cowi.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev