Niras i Aarhus får ny regionsdirektør

Pernille Blach Hansen sætter sig i spidsen for Niras i Aarhus. Rådgivningsvirksomheden er flyttet i nye lokaler i udviklingsområde.

Niras i Aarhus har taget hul på et nyt kapitel. Virksomheden er flyttet fra de tidligere lokaler på Ceres Allé til det nyopførte Akson Business Tower på Sydhavnen.

Samtidig har Niras fået ny regionsdirektør, når Pernille Blach Hansen sætter sig i spidsen for Aarhuskontoret. Det oplyser rådgivningsfirmaet i en pressemeddelelse.

– Det er ikke uden grund, at huset her hedder Akson. I kroppen er aksonet den del af nervecellen, der fører impulser og viden videre – det, der skaber forbindelse og bevægelse. Det er netop det, vi gør i Niras: Vi forbinder mennesker, fagligheder og idéer og omsætter viden til handling, fortæller Pernille Blach Hansen.

Flytningen til Sydhavnen markerer både vækst og fornyelse. De nye lokaler er designet til at fremme samarbejde og videndeling, og Niras har selv været dybt involveret i byggeriet som rådgivende ingeniør med ansvar for konstruktioner, installationer, indeklima, brand og akustik.

Akson Business Tower i Sydhavnskvarteret i Aarhus. Foto: Niras.
Akson Business Tower i Sydhavnskvarteret i Aarhus. Foto: Niras.

Akson ligger i et af byens udviklingsområder med tæt forbindelse til havnen og bylivet. Bag byggeriet står A. Enggaard og PKA.

Annonce

For Niras betyder flytningen, at medarbejderne får et inspirerende miljø, hvor tværfaglighed og læring kan blomstre.

– Vi bygger videre på et stærkt fundament. Vi vil skabe et læringsmiljø i Akson, hvor medarbejderne får plads til at udvikle sig. Og hvor vi samtidig kan bidrage til at løse en lang række af de største samfundsudfordringer til gavn for både lokalsamfund, miljø og klima samt de mennesker, der bor i de byer, vi er med til at forme, siger Pernille Blach Hansen.

Niras i Aarhus spiller allerede en central rolle i regionens udvikling og er med i flere store projekter. Flytningen til Akson skal styrke virksomhedens position yderligere – både som rådgiver for kunderne og som et attraktivt sted at arbejde, oplyses det.

Receptionen for det nye kontor og regionsdirektøren finder sted onsdag den 12. november.

Invitation til reception

Receptionen finder sted onsdag den 12. november klokken 15.30–17.30 i Akson på Sydhavnen i Aarhus.

Af hensyn til forplejningen bedes deltagelse tilkendegivet på tilmelding@niras.dk.

Kilde: Niras.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling