NKT flytter til nyt hovedsæde i København

Vækst får kabelvirksomheden NKT til at flytte hovedkvarteret fra Brøndby til tidligere Mærsk-domicil i Nordhavn i København.

NKT flytter sit hovedsæde tilbage til København efter mere end 80 år i Brøndby.

Fra den 5. januar 2026 får virksomheden adresse på Amerika Plads i Nordhavn, hvor omkring 140 medarbejdere får deres daglige gang.

Det oplyser kabelvirksomheden i en pressemeddelelse.

Flytningen markerer endnu et kapitel i en lang historie, hvor NKT flere gange har skiftet adresse i takt med virksomhedens udvikling.

Da selskabet blev stiftet i 1891, lå hovedkontoret i St. Kannikestræde i Indre By, men allerede tre år senere flyttede man til Ryesgade. Herfra voksede virksomheden hurtigt i takt med, at elektrificeringen begyndte at forandre samfundet.

Siden er NKT vokset til en global koncern med mere end 6.000 medarbejdere fordelt på kontorer og fabrikker i over 16 lande.

– Vores virksomhed vokser, og vi har i nogen tid undersøgt mulighederne for et nyt hovedkvarter, udtaler Claes Westerlind, administrerende direktør i NKT.

– En vigtig prioritet har også været at finde en placering med bedre tilgængelighed og gode forbindelser til offentlig transport, så det bliver nemmere for både medarbejdere og gæster. Jeg er glad for, at vi nu kan imødekomme disse behov med vores nye domicil.

Den 13.000 kvadratmeter store bygning med yderligere 3.000 kvadratmeter kælder er tegnet af PLH Arkitekter og blev opført af Aarsleff til Mærsk. NKT får domicil på første og anden sal.

I Danmark har Priorparken i Brøndby siden 1944 været et centralt omdrejningspunkt. Industriparken er opkaldt efter grundlæggeren Hans Peter Prior og har i årtier dannet ramme om virksomhedens hovedkvarter.

Selvom hovedsædet rykker ind til København, bevarer NKT en vigtig tilstedeværelse i Brøndby. Den danske del af forretningsområdet Service og Installation vil fortsat have base i Priorparken.

Tilmeld Nyhedsbrev