I Nordhavn er byggeriet af en ny transformerstation godt i gang. Når anlægget står klar i 2027, vil det sikre strøm til 35.000 nye beboere, 30.000 arbejdspladser og op til fem krydstogtskibe, der fremover kan slukke deres dieseldrevne generatorer.
Det er Arkil, der som hovedentreprenør for Energinet og Nexel står for byggeriet, som bliver centralt for fremtidens grønne strømforsyning i København.
Arkil har indtil videre haft omkring 50 medarbejdere i sving på byggeprojektet, der gik i jorden tidligere i år.
Som tidligere deponi har undergrunden budt på overraskelser i forbindelse med gravearbejdet, oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
– Vi har både fundet motorblok og fortøj til en gammel Morris 1000 og teglsten nok til at opføre et mindre hus. Vi fik også blotlagt nogle uregistrerede elkabler, som blandt andet viste sig at have forsynet en tidligere byggeplads i nærheden, siger Jesper Jensen, projektchef i Arkil.
Trods rammehindringerne er der nu slået næsten 500 pæle i som fundament, og der er sat mere end 1.400 løbende meter spuns, sænket grundvand og gravet ned til kote –0,75 på de arealer, hvor den kommende bygning skal have kælder. Og så er der udlagt kobbernet i kvadrater på 5 × 5 meter som jordingsgitter under hele bygningen.

Med jord- og funderingsarbejdet på plads er fokus nu skiftet til betonarbejdet. Drænlaget under kælderen er etableret, snart skal renselaget støbes, og derefter kommer turen til de tre meter høje kældervægge, der bliver støbt in-situ ligesom dækket over den kommende kælder.
– Når etagedækket er på plads, går underentreprenørerne i gang med elementmontage, aptering med installation af teknik og skalmuring efter tegninger fra Henning Larsen Architects, siger Jesper Jensen.
Byggeriet opføres i samarbejde med Henning Larsen Architects, og transformerstationen bliver det første mange krydstogtpassagerer møder, når de ankommer til København.























