Erik Andresen, administrerende direktør i Nordicals. Foto: PR.
Erik Andresen, administrerende direktør i Nordicals. Foto: PR.

Travlhed og en rekordhøj transaktionsvolumen i ejendomsbranchen har sat sine spor i årsrapporten fra Nordicals, som kunne notere sig en rekordhøj omsætning i 2021. Erhvervsmæglerkæden har samtidig rundet 200 medarbejdere på tværs af landet.

– Vi havde fra årets start kalkuleret med en betydelig vækst i 2021, og det levede vi op til. Væksten er bredt funderet og dækker over, at vi er gået frem i hele landet. Vi har rigtigt stærke resultater i de store byer i 2021, men vi kan samtidig se, at investorerne også kigger udenfor de fire største byer, hvor vi også er stærkt positioneret, siger Erik Andresen, administrerende direktør i Nordicals, i en pressemeddelelse.

Omsætningen for Nordicals 23 partnerdrevne erhvervsmæglerforretninger landede på 273 millioner kroner i 2021, hvilket svarer til en stigning på over 30 procent.

– Vi har selvfølgelig taget vores bid af kagen i et kraftigt voksende marked, og vi har set vækst både på capital markets-segmentet og i de mindre handler, udtaler Erik Andresen.

Forventninger til 2022

Trods stigende renter, inflation og usikkerhed, som ikke mindst kan henføres til krigen i Ukraine, har der været god aktivitet hos Nordicals i starten af året, lyder det fra erhvervsmæglerkæden.

– Vi har oplevet et højt aktivitetsniveau fra starten af året, og de første seks måneder af året kan sammenlignes med første halvår 2021. Vores forventninger til andet halvår af 2022 er naturligvis præget af, at der er mange faktorer, der påvirker markedet. Investorerne skal vænne sig til, at forskellen mellem lånerenten og afkastet er indsnævret – det giver pt. et afventende marked. Interessen og efterspørgslen er dog fortsat stor – både fra danske og udenlandske investorer – og derfor forventer vi også at aktiviteten på ejendomsmarkedet bliver fornuftig i andet halvår, fortæller Erik Andresen.