Nordicals i København opruster med tilføjelsen af Jacob Lunding til partnerkredsen i Nordicals København. Her bliver han direktør for erhvervsmæglerens afdeling inden for salg og udlejning.
– Det er selvsagt med stor respekt, jeg træder ind ad døren hos Danmarks største erhvervsmægler. Vi har ambitiøse planer for at øge vores markedsandele og fortsætte væksten i Storkøbenhavn, fortæller Jacob Lunding.
Jacob Lunding har næsten 20 års erfaring som erhvervsmægler. De seneste 11 år har han været partner i EDC Erhverv Nordsjælland.
Nu vender han tilbage til rødderne, hvor det hele begyndte. Han startede nemlig i 2007 sin karriere som erhvervsmægler hos Nybolig Erhverv København.
Sammen med partner Phillip Adler bliver det Jacob Lundings opgave at sikre den fortsatte udvikling i hovedstadsområdet. Nordicals København har ambitiøse vækstplaner for de kommende år.
– Vi har klare ambitioner om at fortsætte vores vækst i Storkøbenhavn, og Jacob Lunding er en central del af den målsætning. Vi tilføjer en vellidt, kompetent og markedskendt profil til ledelsen af Nordicals København. Vi ser et rigtigt godt match i Jacob på vores værdier og tilgang til rådgivning, fortæller administrerende direktør for Nordicals, Erik Andresen.
Tilføjelsen til partnerkredsen kommer efter Nordicals København allerede har udvidet medarbejderstaben i starten af året. Erhvervsmæglerkæden vil endda udvide med flere medarbejdere i de kommende måneder.























