Nordjyllands største advokatfirma sælger kontorejendom i Hjørring

Køberen af den 1.500 kvadratmeter store kontorejendom på Frederikshavnsvej i Hjørring vil bygge en lignende bygning på nabogrunden.

Advokatfirmaet HjulmandKaptain har solgt sin kontorejendom i Hjørring til A. Sørensen Capital. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel.
Advokatfirmaet HjulmandKaptain har solgt sin kontorejendom i Hjørring til A. Sørensen Capital. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel.

Nordjyllands største advokatfirma, HjulmandKaptain, har solgt sin kontorejendom i Hjørring, men fortsætter med at have til huse i bygningen som lejer.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, som har formidlet salget af den 1.500 kvadratmeter store ejendom på Frederikshavnsvej 215.

Ejendommen er solgt for 15 millioner kroner i en såkaldt sale and lease back-aftale, hvor advokatvirksomheden sælger ejendommen og derefter lejer lokalerne tilbage. Køberen er en mindre investorgruppe ledet af A. Sørensen Capital.

Advokatfirmaet opførte bygningen for mere end ti år siden og er fortsat tilfreds med faciliteterne.

– Formålet med salget er rent strategisk, da vi sælger vores bygning for at frigive ressourcer fra ejendomsadministration til vores kerneopgave, udtaler advokat Casper Gammelgaard, der er administrerende partner i HjulmandKaptain.

–  Vi er i øvrigt i gang med samme øvelse i relation til vores kontorejendom i Frederikshavn, men her afventer vi det rigtige match med en køber.

Nybyggeri på nabogrunden

Advokatfirmaet HjulmandKaptain har solgt sin kontorejendom i Hjørring til A. Sørensen Capital. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel.
Advokatfirmaet HjulmandKaptain har solgt sin kontorejendom i Hjørring til A. Sørensen Capital. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel.

Administrerende direktør Anders Ulrik Sørensen fra A. Sørensen Capital er tilfreds med, at der er indgået en længere lejeaftale med en stabil lejer.

– Vi har desuden købt naboejendommen, hvor vi på sigt vil opføre en kontorbygning af samme karakter – lidt i samme stil og størrelse, og her er vi allerede i en konstruktiv dialog med en forhåbentlig kommende lejer, så vi forventer, at vi i den kommende tid kan påbegynde byggeriet, udtaler han.

Ifølge erhvervsmægler Mads Dyhr, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel, viser handlen, at sale and lease back-aftaler ikke kun er relevant for store virksomheder i de største byer.

– Det kan sagtens give mening for små, middelstore og store virksomheder, der ejer deres bygninger, udtaler Mads Dyhr.

Tilmeld Nyhedsbrev