S.P. Jensen føjer endnu et håndværksfag til den voksende forretning og etablerer et nyt selskab sammen med glarmesterfirmaet BHS Glas.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra service- og entreprenørfirmaet, som over de seneste fem år har fordoblet antallet af ansatte til aktuelt godt 130 medarbejdere.
S.P. Jensen tilbyder håndværksservice, reparationer samt fagentrepriser og mindre totalentrepriser.
Læs også: Plan for knap 80 boliger i Svenstrup er vedtaget
Gennem etableringen af det nye selskab vil S.P. Jensen styrke sin position som totalleverandør over for blandt andet boligselskaberne og ikke mindst over for forsikringsbranchen, der er virksomhedens største kundesegment med mere end 4.500 skadesager årligt. Samtidig sætter det skub i et nyt forretningsområde inden for passiv brandsikring.
Det fællesejede selskab får indehaver af BHS Glas, Lennart Sørensen, som frontfigur og daglig leder.
– Det er en investering med oplagte synergier for begge parter. S.P. Jensen udvider med et håndværksfag mere og endnu flere specialistkompetencer, udtaler Morten Hybertz Bak, der er administrerende direktør i S.P. Jensen.
– BHS Glas får adgang til en langt større kundekreds og bliver i stand til at løfte større opgaver end i dag. Samtidig passer BHS Glas rigtig godt ind i forhold til Brandsikring Nord, som S.P. Jensen investerede i sidste år. Sikring mod brand, herunder med glas, er en niche, som vi ser et stort potentiale i.
Læs også: Aalborg Handelsskole vil udvide og bygge nyt parkeringshus i Vestbyen
BHS Glas har adresse i Vestbyen i Aalborg. Lennart Sørensen overtog virksomheden efter sin far i 2011 og har siden udvidet kundegrundlaget til at omfatte det meste af Nordjylland.
Glarmesterfirmaet beskæftiger i dag fem medarbejdere, og for Lennart Sørensen er fusionen den helt rigtige mulighed for at løfte sin virksomhed til det næste niveau.
– Efter flere års positiv udvikling står vi lige nu i en situation, hvor vi ikke kan tage ret meget mere ind. Vi mangler ressourcer til at håndtere væksten, og derfor har jeg ønsket at få en større og veldrevet organisation i ryggen. Det har jeg fundet i S.P. Jensen, siger Lennart Sørensen.
BHS Glas fortsætter fra sin nuværende adresse på Ny Kastetvej 21 i Aalborg, hvor virksomheden har haft til huse siden starten i 1978.