Som adskillige andre danske kommuner besluttede besluttede Rebild Kommune i efteråret 2022 at sænke temperaturen i mange af de kommunale ejendomme til 19 grader. Målet var at reducere energiforbruget i bygningerne og dermed støtte op om samfundets overordnede behov for, at alle sparer på energien, så en potentiel energikrise undgås. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Indsatsen har båret frugt. Og det i en grad, der har overrasket de fleste. Alene på rådhuset har man reduceret varmeforbruget med hele 67 procent i november i forhold til året før.
Kommunens skoler har også været med til at løfte opgaven, og her har en skole som Karensmindeskolen også opnået en flot reduktion på godt 40 procent. Vejene til målet har været et tæt øje på fremløbstemperaturen i varmesystemerne i kommunens bygninger, så rumtemperaturen forblev på 19 grader, men ikke steg yderligere. Og så har det usædvanligt varme efterår også hjulpet til på vejen.
Kommunaldirektør Christian Hesthaven er rigtig godt tilfreds med den store reduktion i energiforbruget. Som arbejdsplads skal kommunen gå forrest, siger han.
– Rebild Kommune iværksatte i efteråret en række tiltag til reduktion af energiforbruget. Vi fulgte blandt andet Energistyrelsens anbefaling om at sænke temperaturen til 19 grader. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at tiltaget har reduceret energiforbruget så meget, som tilfældet er. Vi er en stor arbejdsplads og bygningsejer, som skal gå forrest, og det viser sig heldigvis nu, at en målrettet indsats betaler sig, siger Christian Hesthaven.
Stor ros til medarbejderne i køligere bygninger
Da Rebild Kommune besluttede at nedsætte rumtemperaturen i de kommunale bygninger til 19 grader, blev det samtidig besluttet, at visse områder skulle være undtaget. Derfor er ældrecentre, vuggestuer og børnehaver ikke blevet bedt om at reducere deres varmeforbrug.
– Dette tiltag er alene rettet mod administrationsbygninger, skoler og kulturinstitutioner, men ikke de bygninger, som rummer mere sårbare borgere, siger Christian Hesthaven og sender samtidig en stor tak til de medarbejdere, der arbejder i bygninger med sænket temperatur.
Reduktionen i varmeforbruget er en del af en større indsats for at nedsætte det samlede energiforbrug i kommunen. I december kunne kommunen berette, at Rebild Kommune i løbet af 10 år har nedsat det samlede elforbrug med hele 69 procent gennem skift til LED-pærer, nedsat belysning i nattetimerne og medarbejdernes indsats med generelt at spare på strømmen og huske at slukke lyset.
– Sigtet har ikke været at spare penge, men at bidrage til at imødegå den energikrise, Danmark som samfund har skullet håndtere. At der er en økonomisk gevinst, hilser vi naturligvis velkommen, men det har ikke været årsagen til at vi har skruet ned for varmen, understreger Christian Hesthaven.