Den mere end 125 år gamle Gjøl Kro har igen slået dørene op efter at have været lukket siden efteråret sidste år.
Den historiske kro ved Limfjorden er blevet overtaget af en ny forpagter, som vil føre stedet tilbage til dets klassiske rødder med traditionel dansk kromad, hyggelig stemning og fokus på lokalt fællesskab.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, som har formidlet forpagtningsaftalen.
Den nye forpagter, Opia Joyce Simon, fortæller, at ambitionen er at skabe en kro, hvor både lokale, fiskere og besøgende føler sig velkomne. Kroen vil holde åbent fra tidlig morgen til sen aften.
– Vi skal tilbage til rødderne, og tilbage til det der virker. Vi vil videreføre kroens stolte traditioner med klassisk dansk mad, som vi ved, at både lokalbefolkningen og fiskerne kan lide. Vi vil ramme et prisniveau, hvor alle kan være med og så skal vi have bragt den hyggelige krostemning ind med fokus på god service og imødekommende værtskab, udtaler hun.
Ud over servering på kroen bliver det også muligt at købe mad med hjem eller tage den med ombord på båden. De nye forpagtere ønsker samtidig at genoplive kroens tradition for fester og arrangementer, blandt andet med planer om sommerfester for lokalområdet.
Kroen er kendt for sin placering med udsigt over Limfjorden og for forbindelsen til forfatteren Hans Kirk, som hentede inspiration til romanen Fiskerne på stedet. Samtidig har kroen i mange år været kendt for sine serveringer af ål og omtales flere steder som Danmarks ukronede ålekro. De nye forpagtere håber, at reglerne for ålefiskeri på sigt bliver lempet, så pandestegte ål igen kan komme på menuen.
Lokale borgere etablerede i 2017 et ejendomsselskab for at sikre kroens fremtid, og der er stor glæde over, at der igen kommer liv i bygningen. Formanden for ejendomsselskabet, Charlotte Fischer, kalder kroen et vigtigt samlingspunkt for byen og fremhæver den store lokale opbakning til projektet.























