
Et nyt plejehjem med 70 boliger i Frejlev er rykket et skridt nærmere realisering.
Projektet er en del af Aalborg Kommunes plan om at øge antallet af plejehjemspladser frem mod 2028.
Det er dog Himmerland Boligforening, der står bag det kommende plejehjem.
– Vi er gode til mange ting, men jeg tror ikke, at vores stabe ville være særligt glade, hvis de fik at vide, at nu skulle de lige bygge et plejehjem, sagde løsgænger Vibeke Gamst på byrådsmødet med henvisning til at par byrådskolleger, der stillede spørgsmålstegn ved modellen.
Plejehjemmet skal bygges på en centralt placeret grund ved Nibevej og Johanne Fengers Vej, hvor virksomheden Frejlev Beton tidligere havde til huse. Byggeriet bliver opført i tre etager og får facader i tegl kombineret med træ og detaljer i bruneret kobber.
Projektet er udformet med fokus på både hjemlighed og funktionalitet. Der bliver blandt andet etableret fælles opholdsarealer, aktivitetsrum, terrasser og en demenssti, som skal give beboerne gode muligheder for ophold og gåture. Samtidig skal indretningen sikre gode arbejdsforhold for personalet.

Alle 70 boliger får et areal på 75 kvadratmeter, og den forventede månedlige husleje uden forbrug bliver omkring 9.200 kroner. Derudover etableres cirka 700 kvadratmeter servicearealer til kommunale funktioner.
Byrådet godkendte projektets skema A i oktober 2024. Den samlede anskaffelsessum er siden steget fra 143 millioner kroner til godt 153 millioner kroner som følge af højere rammebeløb for 2026.
Bag plejehjemmet står et lokalt hold. Det er tegnet af Arkitekterne Bjørk & Maigaard i samarbejde med ingeniører fra Frandsen & Søndergård, og det skal opføres i totalentreprise af Arne Andersen Vrå.
Byggeriet forventes at gå i gang i marts 2027 og stå færdigt i oktober 2028.






















