Med Aalborg Byråds godkendelse af planerne i hus kan Himmerland Boligforening efter et temmelig langt tilløb nu endeligt sætte gang i renoveringen af afdelingen Damstræde, der ligger med direkte forbindelse til AAU Campus i det østlige Aalborg. Det skriver boligforeningen i en pressemeddelelse.
– Helt tilbage i 2014-15 gennemførte vi en byggeteknisk gennemgang af afdelingen. Den dokumenterede en række problemer med blandt andet skader på betonen ved trapper og svalegange, ligesom der var brug for opretning af mangelfuld udførelse af badeværelserne. Desværre kunne projektet ikke sættes i gang på det tidspunkt, for det kom på venteliste hos Landsbyggefonden, som vi nødvendigvis må have inddraget, hvis renoveringen skal kunne gennemføres. Egentlig var vi stillet i udsigt, at projektet ikke ville kunne blive til noget før senere i dette årti, men heldigvis kom det grønne lys fra fonden hurtigere end ventet. Dermed kunne vi skride til afstemning blandt afdelingens beboere, der med stort flertal godkendte projektet, udtaler direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Damstræde-afdelingen blev bygget for næsten 40 år siden. Afdelingen rummer 19 ungdomsboliger og 90 familieboliger fordelt på otte blokke.
Boligernes generelle indretning ændres der ikke på i forbindelse med renoveringen. Dog skal badeværelserne totalrenoveres, oplyser Himmerland Boligforening.
– Vi fremrykker også en række forbedrings- og vedligeholdelsesarbejder, blandt andet etablering af målere til individuelt vandforbrug. Og så får friarealerne en omgang, for der bliver plantet nye træer og buske. Vi indretter også en legeplads til småbørn, ligesom der bliver fælles opholdsarealer for voksne. Og som en del af projektet får beboerne i 1. salslejlighederne adgang til egen altan, udtaler Ole Nielsen.
Ole Nielsen oplyser, at den samlede renoveringsudgift er beregnet til knap 60 millioner kroner Beboerne har godkendt, at der i forbindelse med projektets gennemførelse sker en mindre stigning i huslejen svarende til 6-8 procent.
Går alt efter planen, vil håndværkerne kunne gå i gang til november og renoveringen ventes at være afsluttet i slutningen af 2024.