Den 1. oktober overtager selskabet DK Retail Invest ni butiksejendomme, hvor dagligvarekæden Rema 1000 er lejer.
Ejendommene har en samlet værdi på omkring 270 millioner kroner og udgør cirka 11.000 kvadratmeter.
Det oplyser AKA i en pressemeddelelse.
DK Retail Invest, der køber ejendommene, ejes af AKA med 49 procent, Reitan Eiendom med 36 procent og Steensland-familiens investeringsselskab Straen med 15 procent.
– Vi er meget glade for at kunne styrke vores position på det danske marked. Dette opkøb er i tråd med vores strategi om at eje ejendomme med store dagligvareaktører og gode beliggenheder i Danmark, udtaler Jane K. Gravbråten, der er administrerende direktør for AKA.
AKA står for den tekniske og kommercielle drift samt udviklingen af ejendommene i tæt samarbejde med Rema 1000.
Alle ejendommene er sikret gennem lange lejekontrakter med Rema 1000, og de ligger blandt andet i Odense, Aalborg, Esbjerg og flere mindre byer i Nordjylland, Syddanmark, Sjælland og i hovedstadsområdet.
Aktuelt har AKA 73 delvist ejede ejendomme i Danmark med årlige lejeindtægter på cirka 117 millioner kroner. Ejendommene strækker sig sammenlagt over 89.000 kvadratmeter.
I januar 2024 købte AKA sammen med Reitan Eiendom og Straen 64 danske butiksejendomme for 1,8 milliarder kroner af Rema 1000. Ejendommene, som også fortrinsvis har Rema 1000 som lejer, overtages løbende.
Endeligt købte trioen i december 2024 seks nordsjællandske butiksejendomme med henholdsvis Netto og 365discount som lejere for omkring 190 millioner kroner af Innovater.























