Kildedal Nord har gennem årene været genstand for mange forskellige planer, blandt andet industriområde, fængsel, feriecenter og ferieboliger samt et DBU-træningscenter.
I 2022 blev der afholdt en idékonkurrence, og senest har udviklere vist interesse for at komme i gang med lokalplanlægning for projekter i området.
For et års tid siden afviste politikerne i Egedal Kommune dog en helhedsplan for udviklingsområdet Kildedal Bakke efter en speget proces med en række forglemmelser og misforståelser på tværs af politiske udvalg og kommunens administration.
Som helhed udvikles hele Kildedal på tværs af kommunerne Egedal og Ballerup, hvor man er noget længere fremme i skoen.
I Egedal Kommune har politikerne i byrådet nu også lagt sig fast på de overordnede rammer for udviklingen af området nord for Kildedal Station. Og en ny helhedsplan skal udarbejdes.
– Det er et stort område, og det er noget, der kræver, at vi får det diskuteret ordentligt, sagde Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal, da politikerne på det seneste byrådsmøde behandlede sagen.
Området dækker 89 hektar, hvoraf kommunen ejer 33 hektar. Planen er, at området skal udbygges etapevis fra syd mod nord, men det er endnu ikke afklaret, om hele området skal udvikles, eller om nogle af de nordlige arealer skal udtages.
Den nye beslutning betyder, at der i 2026 skal udarbejdes en helhedsplan, som fastlægger rammen for byudviklingen.
Området skal bruges til blandet byformål med boliger, offentlige funktioner som skoler og institutioner samt service og erhverv. Planen skal sikre, at natur, landskab og by hænger sammen, og at der bliver plads til både grønne områder, fællesskab og offentlige servicetilbud.
Helhedsplanen ventes at være klar i december 2026 efter en proces med politiske drøftelser og borgerdialog. Herefter vil lokalplanlægningen kunne sættes i gang for de sydlige dele af Kildedal Nord.





















