
Fredensborg Kommune har indgået et nyt budgetforlig, som skal håndtere markant stigende udgifter til specialundervisning og det specialiserede socialområde, oplyses det i en pressemeddelelse.
Kommunen forventer, at udgifterne i 2026 bliver omkring 75 millioner kroner højere end forudsat i sidste års budget.
Derfor åbnes budgettet nu for at finde besparelser. Og her kigger politikerne bygge- og anlægsområdet. Planen er at udsætte anlægsprojekter og reducere driftsudgifterne. Samtidig indføres der timebetaling for byggesagsbehandling.
– Der indføres fremover timeafregning på byggesagsbehandling, som matcher niveauet i andre kommuner. Derudover øges kravet til besparelser på kommunens administration, udtaler kommunens borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
Kommunen øger også sparekravene til administrationen og udskyder en række mindre anlægsprojekter, typisk med et år. Det skal være med til at beskytte kommunens likviditet og undgå større besparelser på den daglige velfærd.
Samlet set indebærer budgetforliget besparelser på driften for 20,5 millioner kroner i 2026 samt udskydelse af anlægsprojekter for 33,7 millioner kroner.
Kommunen peger samtidig på, at de stigende udgifter skal holdes inden for den økonomiske ramme, som er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Derfor kan kommunen ikke blot tilføre ekstra penge til områderne uden at finde besparelser andre steder.






















