Nordstern lægger sidste hånd på underjordisk parkeringshus på Frederiksberg

I totalentreprise anlægger Nordstern for Frederiksberg Kommune et stort byrum og en parkeringskælder med plads til 275 biler.

Et underjordisk, cirkelformet parkeringshus med et multifunktionelt byrum på toppen kan snart tages i brug på Frederiksberg.

Det er Frederiksberg Kommune, der er bygherre på projektet, mens Nordstern er totalentreprenør med RUM arkitekter, WSP Danmark og Artelia som rådgivere.

Nu lægges sidste hånd på parkeringshuset, der anlægges bag rådhuset på Frederiksberg, skriver Nordstern i en pressemeddelelse.

Ifølge totalentreprenøren har projektet krævet en stram logistisk planlægning på grund af den centrale beliggenhed midt på Frederiksberg, hvor der ikke er meget plads at gøre godt med. Desuden har byggepladsen været opdelt i store perioder af byggeriet.

Parkeringshuset løber i en nedadgående spiralformet konstruktion, hvor bilister kører direkte fra terrænet ned under jorden. Det når godt 12,5 meter under terræn, og rummer forskellige faciliteter som elevator, to trapper, toiletter og diverse rum til tekniske installationer.

Nyt byrum på Frederiksberg

På toppen af parkeringshuset anlægger Nordstern et nyt byrum på cirka 5.000 kvadratmeter.

Oven på selve nedkørselsrampen etableres et trappeformet landskab, kaldet Solbjerget, som giver udsigt til både eftermiddags- og aftensolen. Byrummet, der skal drives af Frederiksberg Kommune, er designet til at kunne rumme flere aktiviteter, som for eksempel det ugentlige loppemarked, der løber af stablen hver weekend i sommerhalvåret.

– Vi har arbejdet tæt sammen med Frederiksberg Kommune og deres rådgivere, ETN arkitekter, om at skabe et byrum, der både er funktionelt og æstetisk smukt, og som passer ind i de omkringliggende omgivelser, udtaler Thomas Ainill, projektchef hos Nordstern.

– Kommunen har været en aktiv medspiller fra start til slut. De ved, hvad de vil have og har en realistisk tidsfornemmelse.

Fokus på klimasikring og genanvendelse

Nordstern lægger sidste hånd på underjordisk parkeringshus bag rådhuset på Frederiksberg. Foto: PR.
Nordstern lægger sidste hånd på underjordisk parkeringshus bag rådhuset på Frederiksberg. Foto: PR.

En væsentlig del af projektet har været klimasikring. I det underjordiske parkeringshus er der etableret et reservoir på 3.000 kubikmeter til opsamling af regnvand ved skybrud.

Derudover er der installeret terrænnære kassetter og sket en udvidelse af Andebakkesøen, som kan opsamle 1000 kubikmeter regnvand fra mere moderate regnmængder. Vandet kan genbruges til at vande beplantningen i byrummet.

– Systemet til opsamling af regnvand er fuldautomatisk, hvilket gør, at Frederiksberg Kommune kan vande byrummets beplantning med opsamlet regnvand. På den måde undgår man oversvømmelser og kan genbruge vand i tørkeperioder. Dette projekt er ikke blot et eksempel på effektiv p-pladsudnyttelse, men også på hvordan moderne byggeri kan kombineres med klimatilpasning og byliv, udtaler Thomas Ainill.

Byggeriet forventes afleveret i foråret 2025. Apcoa skal stå for driften af parkeringskælderen med plads til 275 biler, hvoraf 55 pladser er med ladestandere til elbiler.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling