Nordstern købte i 2022 den 69.000 kvadratmeter store grund, der indtil 2019 husede Jyllands-Posten, og har siden arbejdet intensivt med projektudvikling af området.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Det netop igangsatte projekt kommer således ikke til at stå alene, men bliver en del af en større vision, der omfatter en helt ny bydel med en blanding af boliger og offentlige rum.
I alt kan der i henhold til lokalplanen for grunden bygges 52.000 kvadratmeter i to-seks etager.
I første fase af udviklingen opføres cirka 100 udlejningsboliger med et samlet areal på omkring 7.500 kvadratmeter.
Projektering og nedrivning er i gang, og byggeriet af den nye bydel forventes at starte i første kvartal af 2025 og stå færdigt i fjerde kvartal af 2026, skriver Nordstern.
Læs også: Byggeri af over 300 boliger i Aarhus sættes i gang
Med det nye boligprojekt på Viby Bakke skabes et helt nyt byområde tæt på Aarhus centrum.
I det nuværende marked, der er præget af usikkerhed og tale om tomgang og tomme boliger i Aarhus, er det afgørende at tænke kreativt og finde gode og stærke samarbejdspartnere, lyder det fra Nordstern.
Selskabet har i forbindelse med projektet i Viby slået pjalterne sammen med investeringsselskabet AMBright, der har flere velhavende investorer i ejerkredsen.
– Vi har valgt at investere i dette projekt, fordi vi tror på beliggenheden og på, at der er et stort potentiale i dette område. I modsætning til flere andre steder i Aarhus, er der kun i begrænset omfang opført nye boliger i Sydbyen, udtaler Bo Refsgaard, direktør og partner, AMBright.
– Det er et spændende projekt, og vi ser frem til at se den nye bydel tage form. I et udfordrende marked, hvor det kan være svært at finde de rigtige investeringer, er det for os vigtigt at indgå partnerskab med en virksomhed som Nordstern, der har evnen og erfaringen til at håndtere udvikling og byggefasen i så store opgaver.
Nordstern er glade for den tillid, som AMBright har vist ved at indgå i dette joint venture, og ser frem til et tæt og produktivt samarbejde.
– Vi er meget glade for den tillid, som AMBright har vist os ved at gå ind i dette projekt sammen med os. Vi har tidligere arbejdet sammen og ser frem til at styrke dette tætte samarbejde og håber, at dette blot er et blandt flere lignende projekter i fremtiden, siger Torben Modvig, koncerndirektør, Nordstern.
– I et marked, der kræver kreativitet og robusthed, er det afgørende at have en partner som AMBright, der deler vores vision og ambitioner.
Projektet på Viby Bakke forventes at blive certificeret til DGNB Guld.