I januar 2021 indgik selskabet Nordud aftale med Region Nordjylland om køb af Sygehus Nord midt i Aalborg.
I aftalevilkårene med Region Nordjylland var det ifølge udviklingsselskabet forventningen, at Region Nordjylland skulle fraflytte ejendommen primo 2023. Over flere omgange har regionen dog udskudt den forventede fraflytning på grund af forsinkelser af det nye supersygehus i Aalborg Øst. Aktuelt forventer regionen at flytte fra Sygehus Nord i begyndelsen af 2027.
Det er man mildest talt ikke tilfredse med hos Nordud, hvor selskabets direktør nu begynder at stille spørgsmålstegn ved købsaftalen. Det skriver Nordjyske.
– Hvis du havde købt et hus med en formodet overtagelse om to år, og du så to år senere ikke kan få at vide, hvornår handlen kan blive til noget, så er det vel naturligt, at du begynder at overveje, hvornår du aftaleretligt kan betragte dig som frigjort fra købsaftalen, siger direktør i Nordud, Kim Jacobsen, til Nordjyske.
Selskabet har for nylig offentliggjort årsrapporten for 2022, og i ledelsesberetningen adresseres sagen også:
“Det er for Nordud A/S helt utilfredsstillende at Region Nordjylland ikke leverer det solgte til den aftalte tid, og der pågår aktuelt dialog med Region Nordjylland om vilkår og kompensation for Region Nordjyllands udskydelse af fraflytning. Usikkerheden om levering har væsentlig indflydelse på selskabets værdier hvorfor afholdte udviklingsomkostninger er udgiftsført”, lyder det i ledelsesberetningen.
Her skriver selskabet videre, at der i 2022 er driftsført 3,6 millioner kroner i udviklingsomkostninger.
På bundlinjen kan selskabet i 2022 notere sig et tab på knap 5,9 millioner kroner.
I 2023 vil udviklingsarbejdet fortsætte, lyder det i ledelsesberetningen, hvor det videre oplyses, at der per 28. marts 2023 er gennemført en kapitalforhøjelse i selskabet med 5 millioner kroner, så selskabskapitalen herefter udgør 15 millioner kroner.
Nordud ejes af Søren Enggaard, Kim Jacobsen, Torben Fristrup og familien Colding-Kristensen.
En udviklings- og helhedsplan for Sygehus Nord og Gåsepigen blev i marts sendt i offentlig høring.