Normal vil bygge nyt hovedkvarter ved Skanderborg. Illustration: C.F. Møller Architects.
Normal ville bygge nyt hovedkvarter ved Vroldvej i Skanderborg. Visualisering: C.F. Møller Architects.

Efter flere års planlægning dropper Normal indtil videre planen om et nyt domicil i Vrold ved Skanderborg. I stedet udvider butikskæden sit nuværende hovedkontor i Skanderborg.

Det skriver Din Avis Skanderborg.

Projektet er blevet forsinket, samtidig med at usikkerheden om bygge- og materialepriser har gjort det svært at vurdere økonomien i det store byggeri.

I stedet har Normal købt to nabogrunde ved det nuværende hovedkontor på Godthåbsvej i Skanderborg. Her vil virksomheden opføre en ny kontorbygning, som efter planen skal stå klar til indflytning i 2028.

– Vi er fortsat meget begejstrede for projektet på Vroldvej og stolte af det arbejde, der er lagt i det, siger medstifter af og bestyrelsesformand for Normal, Torben Mouritsen, til avisen.

– Men lige nu giver det bedst mening at investere i en løsning, som hurtigere kan understøtte vores vækst og skabe de arbejdspladser, vi har brug for.

Da planerne om hovedkvarteret i Vrold blev præsenteret i 2023, var visionen at skabe en moderne erhvervslandsby med grønne fællesarealer og plads til op mod 2.200 medarbejdere. Projektet skulle desuden rumme blandt andet hotel, konferencefaciliteter, uddannelsesfaciliteter og idrætsfaciliteter.

Normal ejer en erhvervsgrund på godt 145.000 kvadratmeter i området. Her skulle der i samarbejde med C.F. Møller Architects opføres et kontorbyggeri i etaper med potentiale til et samlet etageareal for det endelige byggeri på op til 43.500 kvadratmeter. Første etape skulle være på cirka 15.000 kvadratmeter med forventet indflytning i slutningen af 2027.

Nu er det uvist, om og hvornår projektet bliver genoptaget. Normal understreger dog, at virksomheden fortsat vil have base i Skanderborg.

Lokalplanen for projektet blev godkendt i december 2025. I samme ombæring blev det besluttet at etablere en ny rundkørsel ved Vroldvej og Vrold Tværvej. Spørgsmålet om nye buslommer og fortove blev til gengæld udskudt på grund af lavvande i kommunekassen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev