Novo-arvinger vil bygge racerbane i Padborg til knap 4 milliarder

Planer om racerbane og arena til 100.000 gæster kan på sigt bringe Formel 1 til Danmark, lyder drømmen fra Novo-arvingerne.

Novo-arvinger vil bygge racerbane i Padborg. Foto: Alexander Lesnitsky / Pixabay.
Novo-arvinger vil bygge racerbane i Padborg. Foto: Alexander Lesnitsky / Pixabay.

Et nyt milliardprojekt med navnet Circuit of Denmark kan være på vej til Padborg i Sønderjylland.

Projektet omfatter en racerbane og en stor arena med plads til op mod 100.000 tilskuere.

Det skriver Børsen.

Projektet har et anlægsbudget på 3,8 milliarder kroner. Racerbanen er tegnet af det østrigske arkitektfirma Wurz Design og skal efter planen blive 6.006 meter lang. Dermed vil den blive den længste racerbane i Nordeuropa.

Projektdirektør er Rebecca Palmberg Steele, der tidligere blandt andet har været chef for kvindefodbold i FC København.

Ifølge Rebecca Palmberg Steele er ambitionen på sigt at skabe mulighed for at få Formel 1 til Danmark. Samtidig skal området udvikles til en stor sports- og kulturarena, der kan tiltrække titusindvis af gæster til store arrangementer.

– Banen kommer til at ligge i et område, der er porten til Europa, og projektet har potentialet til at løfte både sporten, erhvervslivet og lokalbefolkningen, siger Rebecca Palmberg Steele til Børsen.

Idémændene bag projektet er Henrik Lyngbye Pedersen og Mathias Lyngbye Villadsen. De har allerede finansieret designarbejdet og det indledende fundament for projektet. Nu arbejder selskabet på at tiltrække private og senere også internationale investorer til selve byggeriet.

Planen er at skabe en økonomisk bæredygtig forretning med blandt andet køretekniske anlæg, turisme, hoteller, konferencefaciliteter og løbende aktiviteter. Målet er, at projektet ikke skal være afhængigt af et enkelt Formel 1-løb.

Den eksisterende motorsportsbane på Padborg Park er Danmarks næstlængste. Racerbanen er 2.150 meter lang og 12 meter bred.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev