Nrep køber en portefølje med i alt 115 lejligheder, 50 rækkehuse og 95 underjordiske parkeringspladser i Ørestad af pensionsselskabet PFA.
Det skriver den danske ejendomsinvestor og byudvikler i en pressemeddelelse.
– Vi har fået endnu en mulighed for at investere i det, der er et absolut kerneprodukt for Nrep; moderne boligejendomme af høj kvalitet i København. Efter en rigtig fin proces og med god rådgivning i ryggen, er vi blevet enige med PFA om en fornuftig pris, som betyder, at vi også øjner en god investering fremadrettet, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner i Nrep.
Ejendommene i Ørestad er opført i 2018 og rummer aktuelt lejeboliger. De skal nu omdannes til ejerboliger. Det er ifølge meddelelsen et greb, der passer ind i både Nreps strategi og den store efterspørgsel efter netop ejerboliger i København, hvor langt over 90 procent af al nybyggeri gennem de seneste år har været lejeboliger.
Læs også: Nokia flytter ind i Ferringbygningen i Ørestad
– Behovet og efterspørgslen efter ejerboliger i København er til at få øje på. Fra
københavnerne, fra de mange førstegangskøbere, der står og tripper i døren ind til
ejermarkedet, og fra politisk hold. Vi har et ønske om at skabe positive forandringer for
mennesker og miljø, mens vi samtidig foretager fornuftige, fremsynede investeringer til
glæde for vores investorer. De to målsætninger går hånd i hånd i dette projekt, siger
Thomas Riise-Jakobsen.
Ejendommene er beliggende i Ørestad Syd mellem Richard Mortensens Vej og Robert
Jacobsens Vej. Tæt på Amager Fælleds natur, skoler, børnehaver og indkøbsmuligheder.
Samtidig er det centrale København blot 12 minutter væk med den nærliggende metro.
Bag salget af de i alt 165 boliger i Ørestad Syd står pensionsselskabet PFA, der modtager
omkring 560 millioner kroner for handelen.
– Vi har ejet ejendommene siden 2018, hvor driftsoverskud og ejendomsværdistigninger har bidraget til et godt afkast til vores kunder. Vi har nu kunnet sælge dem videre til en fornuftig pris og dermed sikre et samlet attraktivt afkast til vores kunder, siger Peter Morgan, ejendomschef i PFA, i pressemeddelelsen.
Læs også: Fra fejlslagen vision til levende bydel: Et nyt håb for Ørestad
PFA modtog i forbindelse med handlen rådgivning fra Colliers, Kromann Reumert, JPM og Sweco, mens Nrep har haft Accura, Emcon og PwC med på sidelinjen.
I forsommeren 2023 offentliggjorde Urban Partners, Nreps investerings- og udviklingsselskab, at de havde rejst den til dato største value-add ejendomsfond i Europa, NFS 5. 27 milliarder kroner blev rejst til investeringer i forskellige ejendomssegmenter på tværs af Norden, og det er midler herfra, der har været med til at realisere købet af boligejendommene.