Nrep køber ejendom med 390 lejligheder på Islands Brygge

Nuveen Real Estate har solgt en ejendom med en værdi på godt 750 millioner kroner til Urban Partners, der køber ejendommen gennem Nrep.

Urban Partners har gennem Nrep og NIPfonden købt en boligejendom med 390 lejligheder på Islands Brygge i København fra Nuveen Real Estate.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

– Vi oplever fortsat en generelt stærk efterspørgsel på boliger i Norden – og især inden for studieboliger, udtaler Oscar Maltesen, nordisk investeringschef hos Nuveen Real Estate.

– Derfor var det et naturligt tidspunkt at gennemføre salget, nu hvor vi har realiseret forretningsplanen og bragt ejendommen fra udviklingsfase til fuld drift. Det giver os mulighed for at frigøre kapital og investere i nye interessante projekter.

Ejendommen vil blive udlejet gennem Nreps egen platform, Juli Living.

– København er fortsat en af de europæiske storbyer med størst pres på studie- og ungdomsboliger. Vi ser et vedvarende behov for fleksible, centralt beliggende boliger, der taler direkte til unge menneskers behov – hvad enten de er studerende, i praktik eller i begyndelsen af deres karriere, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, partner og chef for Nrep Danmark.

Ejendommen ligger på Njalsgade 151 på Batterigrunden, som midtjyske Bach Gruppen har udviklet. Den er bygget i 2021 og er certificeret til DGNB Sølv og har energimærke A2015.

Lejlighederne, der i gennemsnit er 36 kvadratmeter store, udlejes møbleret og giver adgang til fælles faciliteter som studierum, fitnessområde og tagterrasse.  Derudover rummer bygningen 600 kvadratmeter erhvervsareal i stueetagen.

Prisen på handlen oplyses ikke, men i det seneste regnskab fra selskabet bag, er ejendommen i 2023 bogført til en værdi på 751,6 millioner kroner.

Tidligere har Nrep købt en 23.270 kvadratmeter stor ejendom i nabolaget.

Tilmeld Nyhedsbrev